Blå blink
Grisefest på Lupintorvet i juli 2023. Arkivfoto: Ingrid Riis.
Tryghed og forebyggelse i højsæsonen: Politiet skruer op for patruljeringen i Marielyst
I sommerperioden sætter Sydsjællands og Lolland-Falsters Politi ekstra ind i Marielyst. Det handler både om tryghed, forebyggelse og håndtering af de udfordringer, der typisk følger med et populært ferieområde.
Politiet om vold og uorden: Vi ligger meget lavt
Vold:
Med undtagelse af en lille stigning i 2023 ligger antallet af voldssager i perioden fra 2020 til 2025 på under fem om året.
Uorden:
2020, 2021, 2024 og 2025 er der mindre end fem sager om brud på ordensbekendtgørelsen. I 2022 og 2023 så politiet en stigning.
- Nu, hvor vi er halvvejs gennem sæsonen, har jeg en umiddelbar forventning om, at tallene kommer til at ligne dem fra de foregående år, fortæller Lars Slente, der også er kilde til tallene øverst i boksen.
- Vi har mere fokus på det forebyggende. Vi er meget dernede, både med almindelige beredskabspatruljer, som kører almindelig patrulje. Det skulle gerne sikre, at vi, udover at nå hurtigt frem, også virker tryghedsskabende. Og så kører vi også med vores lokalpolitipatruljer, som egentlig er uddannede i kriminalitetsforebyggelse, fortæller politikommissær fra Sydsjællands- og Lolland-Falsters Politi Lars Slente.
Sjov med vejskilte
Et konkret fokusområde er, hvordan man passer på stærkt berusede gæster i nattelivet. Det drøftes blandt andet på møder med lokale aktører, hvor restauranterne kan spille en vigtig rolle.
- Jeg talte blandt andet om forebyggelse. Eksempelvis, hvis der går en meget fuld gæst ud af døren: Kan vedkommende klare sig hjem selv, eller skal vi lige sige til kammeraten: "Han er meget fuld. Kan du lige sætte ham i en taxi eller følge ham hjem?"
Derudover håndterer politiet en række sager, som opstår, når folk forlader byen efter en våd aften.
- Vi har en del henvendelser om den her gå hjem fra byen-kultur. Man skal gå hjem fra byen og er måske lidt fuld, så kan det være sjovt at være støjende eller vælte kantpæle eller stjæle et skilt. Ikke fordi man som sådan er interesseret i at ødelægge eller stjæle – måske smider man skiltet længere henne ad vejen, fortæller Lars Slente og siger, at det primært er de handlende i Marielyst, der henvender sig til politiet med den type sager.
Sæsonbetonet, ikke turistbetonet
Sager om vold og euforiserende stoffer forekommer også, men det er ikke noget, der er alarmerende, fortæller Lars Slente.
- Vi ser også voldssager på Marielyst, men ikke noget, hvor jeg tænker, det er stærkt bekymrende – det gør jeg ikke. Der er også sager om overtrædelse af loven om euforiserende stoffer, men det er primært de der typiske gå i byen-sager, og de er sæsonbetonede, fortæller politikommissæren.
Han understreger dog, at man ikke kan udlede, at det er turisterne, blot fordi det sker i højsæsonen.
- Jeg vil nærmere kalde det sæsonbetonet, end at det er gæster udefra, der gør det. Jeg ser en fra Vordingborg eller Maribo som en lokal, når det kommer til Marielyst, siger han.
Selvom støjklager stadig tikker ind – både over høj musik i sommerhusområderne og fra restaurationerne på torvet i Marielyst – er niveauet markant lavere end under coronaperioden.
- Det, der falder mest i øjnene, er omkring coronaårerne. Her havde vi særligt mange musik til ulempe-sager, hvor der blev klaget over høj musik. Det er faldet til et betydeligt mere acceptabelt niveau, selvom der stadig kommer klager, lyder det.
Alt i alt vurderer politiet Marielyst til at være et roligt og trygt område, hvor den største udfordring for ordensmagten er småsager med gå hjem fra byen-sager og nogle henvendelser om høj musik.
- Nu, hvor vi er halvvejs gennem sæsonen, har jeg en umiddelbar forventning om, at tallene kommer til at ligne dem fra de foregående år.