Kåre Quist står her sammen med byrådsmedlem Benny Damgaard, der også bor på Fejø. Arkivfoto: Privatfoto

Tv-vært har købt andel i lokalt sommerhus

Han blev gift tidligere på året, og nu har han købt andel i hustruens sommerhus.

Offentliggjort

Han bliver næppe set som en ægte fejbatting, som dem fra Fejø kalder øens beboere, men nu har journalist og tv-vært i hvert fald papir på, at han er mere end bare en jævnlig gæst.

Tidligere på året blev Kåre Quist gift med fotograf og konsulent Vibeke Lentz, der gennem flere år har haft sommerhus på Fejø, og nu har han ifølge Se og Hør købt sig ind i sommerhuset på den ene af æbleøerne.

Parret blev gift i det, som de selv kaldte for "smuk, sommerhed spontaintet" på Fejø 10. juli i år. Det skete i haven til sommerhuset, hvor det ikke lykkedes at få alle familie og venner med. Af samme grund og fordi begge er kristne, blev det også til en kirkelig vielse, som fandt sted i sidste måned.

Sommerhuset, som Kåre Quist nu er medejer af, var oprindeligt ejet af hustruen og hendes eksmand, Frederik Lentz. Det er ham, som Kåre Quist har købt ud for 400.000 kroner.

Huset på 120 kvadratmeter er et af øens ældre og kan dateres tilbage til 1850. Det har siden 2010 været ejet af Vibeke Lentz og hendes eksmand. Dengang købte de det for 300.000 kroner.