Johannes Kristensen, formand for Ældre og Omsorgsudvalget i Guldborgsund Kommune. Foto: Guldborgsund KommunePatrickKirkby.com
Udvalgsformand: - Jeg er valgt til at tage ansvar, ikke til at følge folkestemninger
Formanden for Ældre- og Omsorgsudvalget i Guldborgsund Kommune, Johannes Kristensen (C) afviser, at planen om nye store plejecentre handler om at lukke de små lokalsamfund ude.
En ny undersøgelse viser, at 61% af borgerne i Guldborgsund foretrækker at bevare de små, lokale plejecentre frem for store, moderne institutioner.
Udvalgsformand Johannes Kristensen understreger, at planen for nye plejecentre handler om at skabe værdige og moderne rammer uden at fjerne nærhed og tryghed fra lokalsamfundene.
Jeg er valgt til at tage ansvar, ikke til at følge folkestemninger. Jeg forstår godt bekymringen, men en ansvarlig politiker må træffe de beslutninger, der er rigtige på lang sigt
Johannes Kristensen, Formand for Ældre og Omsorgsudvalget i Guldborgsund Kommune
En ny Epinion-undersøgelse viser, at 61 procent af borgerne i Guldborgsund helst vil bevare de små, lokale plejecentre, mens blot 18 procent bakker op om de nye store, moderne institutioner.
Men ifølge udvalgsformand Johannes Kristensen, Konservative, bygger reaktionen på en misforståelse.
Han mener, at den milliardstore masterplan for kommunens plejesektor tværtimod skal sikre værdighed - både for beboere og medarbejdere.
Folketidendes spørgsmål og svar fra Johannes Kristensen:
Hvordan reagerer du på, at seks ud af ti borgere helst vil bevare de små lokale plejecentre?
Annonce
- Det er jo et udtryk for, at folk gerne vil det nære, og det forstår jeg godt. Men det her handler ikke om centralisering. Det handler om at skabe nogle værdige og moderne rammer for de ældre, og om at give medarbejderne ordentlige vilkår.
Vi har i dag plejehjem, som er så nedslidte, at de ikke kan reddes. Nogle steder er der kun én nattevagt. Det er hverken rimeligt for beboerne eller for personalet.
Men mange borgere opfatter planen som et skridt væk fra lokalsamfundene - og hen imod store institutioner. Er kommunikationen slået fejl?
- Nej, jeg synes faktisk, vi har kommunikeret det meget klart. Læser man masterplanen og de pressemeddelelser, der er sendt ud, fremgår det tydeligt, at formålet er at løfte ældreområdet.
Det her er en plan, der ser ti år frem. Vi bliver nødt til at forholde os til, at fremtidens plejekrævende borgere vil have andre behov, og at mange af vores nuværende bygninger ikke kan leve op til det.
Hvordan vil I sikre, at de nye plejehjem ikke mister den nærhed og tryghed, som borgerne frygter at miste?
- Det er netop det, vi arbejder for. Vi vil ikke bygge store betonklodser uden nærvær. Tværtimod skal de nye plejecentre være demensvenlige, lyse og indbydende, med plads til fællesskab og tæt kontakt til pårørende.
De bliver placeret dér, hvor beboerne gerne vil bo, og hvor der er adgang til transport og aktivitet i hverdagen. Det handler ikke om at fjerne plejehjem fra lokalsamfundene, men om at gøre dem bedre og mere bæredygtige.
Men er det ikke et problem for dig som formand, at et flertal af borgerne ikke støtter jeres kurs?
- Jeg er valgt til at tage ansvar, ikke til at følge folkestemninger. Jeg forstår godt bekymringen, men en ansvarlig politiker må træffe de beslutninger, der er rigtige på lang sigt.
Det her er et projekt til 1,3 milliarder kroner. Det er et kæmpe løft for ældreplejen i Guldborgsund. Og jeg er overbevist om, at når det står færdigt om 10–15 år, så vil folk sige: “Det var godt, de turde tage ansvaret dengang.”
Seneste artikler
Du skal være med til at bestemme: Østfalster skoldes
Sender lussing til nationalpark-plan: Lodsejere siger "Nej tak!"
Dan og Bjarne får det hele til at klappe for Lolland og Falster
Kendt kok på gæstevisit i en helt særlig uge
Ældre kede af besparelser: En enkelt snaps er en slags medicin
Mest læste artikler
Brand i sukkerfabrik
Dramatisk: Traktor på afveje påkørte biler og ramte hus
Motorvej helt genåbnet efter uheld
”Manden med stokken” fik en overraskelse ved E55
Nyt om branden på sukkerfabrik