Folketingsvalg 2026

Lørdag deltog 20 folketingskandidater i Folketidendes store valgdebat på GuldBoSund.

Valgflæsk, verbale stikpiller og løfter i luften: LF-kandidater gik til stålet

Fyldt sal, højt tempo og kærlig politisk uenighed prægede Folketidendes store valgdebat på GuldBoSund – tre dage før vælgerne skal sætte deres kryds.

Offentliggjort Sidst opdateret

Der var ikke mange tomme stole i den store sal på GuldBoSund, da Folketidende samlede intet mindre end 20 lokale kandidater til det, der bliver Lolland-Falsters største valgdebat. Og lad det være sagt med det samme: Det blev både stort, omfangsrigt og, heldigvis, til tider meget konkret – præcis som en valgkamp skal være, når den er mest levende.

Moderatorerne Lars Hovgaard og Allan Olsen havde hænderne fulde. Med myndig ro, skarpe spørgsmål og en velplaceret humoristisk bemærkning i ny og næ fik de holdt styr på et panel, hvor svarlysten ofte var større end taletiden.

En landsdel i kamp for sig selv

Hvis der var én fællesnævner, som gik igen fra første til sidste replik, så var det, at Lolland-Falster vil høres.

Kandidat efter kandidat slog fast, at landsdelen halter bagefter – og at netop dén ulighed er deres vigtigste kamp.

Socialdemokratiets Kasper Roug lovede lighed og flere arbejdspladser med Femern som motor. Danmarksdemokraternes Benny Damgaard talte om en landsdel, der “har det dårligt”, mens flere – fra Radikale til Enhedslisten – pegede på uddannelse som nøglen til fremtiden.

Få dage inden vælgerne skal sætte deres kryds, debatterede de lokale folketingskandidater på GuldBoSund.

Og så var der den mere kontante udgave fra Borgernes Partis Jakob Harris: – Danskerne betaler, og andre får det, vi burde have.

Klima, klassekamp og kontant økonomi

Debatten bevægede sig gennem de klassiske temaer: landbrug, skole, klima og privatøkonomi. Og det var ikke uden gnister.

Allerede i klimadebatten blev tonen sat. Landbruget blev beskyldt for at være syndebuk – og forsvaret lige så hårdt. Iben Krog (V) stod i mål og parerede. Senere, i diskussionen om solceller og grøn omstilling, var der nærmest kø ved mikrofonerne.

– NU markerer alle, lød det moderatorerne.

På skoleområdet var fronterne lige så skarpe: lilleskoler, tolærerordninger og disciplin i klasselokalerne blev kastet rundt som politiske håndgranater. Enhedslisten var “sur” over lukning af 10. klasse, mens andre mente, det var nødvendigt.

Der var ikke konsensus – men til gengæld masser af holdning.

Dieselcheck, isbjerge og den slags

Så kom privatøkonomien. Og med den – måske ikke overraskende – de mest farverige indslag.

Debatten om stigende priser og afgifter udviklede sig hurtigt til en verbal boksekamp. Forslagene spændte fra lavere afgifter til… ja, at give Donald Trump et isbjerg i Grønland med bopælspligt. Afsender på den var Christian Wibholm (DD)

Om det sidste løser inflationen, må stå hen i det uvisse.

Men det siger noget om stemningen: intens, skæv og til tider ganske underholdende.

Sidste runde: Stem på mig!

Da klokken nærmede sig halv fem, blev kandidaterne stillet det spørgsmål, der i sidste ende betyder mest: Hvad vil vælgerne på Sydhavsøerne konkret mærke, hvis netop du bliver valgt?

Svarene kom som perler på en snor.

Flere uddannelser. Bedre transport. Flere arbejdspladser. Mindre bureaukrati. Grønne investeringer. Lokal stolthed.

Og så naturligvis den klassiske opfordring: Stem lokalt.

Bob Richard Nielsen (DD) vil genoplive en kaffeklub i Folketinget for Lolland-Falster. Andre lovede sammenhængskraft, sikkerhed eller – i Mads Brenøes (LA) tilfælde – bedre vilkår for iværksættere.

Det hele sluttede, som det ofte gør: Med store ord og endnu større ambitioner.

Et demokrati i fuldt udtræk

Debatten på GuldBoSund var præcis det, tilhørerne kom efter: en mulighed for at komme tæt på kandidaterne og deres visioner for Sydhavsøerne.

Den var et spejl af en landsdel, der insisterer på at blive taget alvorligt. Et politisk landskab, hvor forskellene er store – men engagementet endnu større.

I samarbejde med TV-M blev hele debatten livestreamet på Folketidende.dk, hvor du kan gense herlighederne eller nyde de vigtigste højdepunkter i de mange valgartikler.