Dagens vejr på øerne

I følge statistikken er der gode chancer for, at den første sne falder i november. Kold luft nordfra kan gøre det muligt igen i år. Arkivfoto: Lars Hovgaard

Vejret vender: Kold luft fra nord kan give sne sidst i november

Offentliggjort Sidst opdateret

Med udsigt til en solrig fredag og temperaturer omkring de 10 grader, er der mere forår end vinter over vejret. Men det lune efterårsvejr kan snart få en brat afslutning.

Flere langtidsprognoser peger nemlig på, at den første sne kan falde over Danmark i den sidste halvdel af november. Det skriver TV2. 

Selvom udviklingen stadig er forbundet med stor usikkerhed, er november traditionelt den måned, hvor vinterens første sne viser sig.

De kommende dage bliver en smule køligere, men det milde vejr ser ud til at fortsætte ind i næste uge med op til tocifrede varmegrader flere steder. Det betyder, at snevejret ikke ventes i den første halvdel af måneden.

Senere i november kan der dog ske ændringer. Prognoserne viser, at kold luft fra nord er på vej til at presse sig ned over Nordeuropa, og Danmark kan komme til at ligge midt i kampen mellem den varme og den kolde luft.

Hvis kulden får overtaget, kan det blive den udløsende faktor for sæsonens første snefald.

Ifølge statistikken er det netop i november, at sneen som regel dukker op. I 21 ud af de seneste 30 år er vinterens første sne faldet i denne måned. Ser man på de seneste ti år, er gennemsnitsdatoen for første sne 16. november, skriver TV2. 

Til sammenligning faldt den første sne i gennemsnit 10. november i perioden 1991-2020.

Noget tyder altså på, at vinterens første sne stadig holder sig nogenlunde til kalenderen – blot en smule senere end tidligere år.