Guldborgsund

"Hestekraft" udspiller sig i Corselitze Østerskov, hvor Carsten Flink bor på kanten af Østersøen. Foto: Bjarne Arildsen

Vif har masser af hestekræfter

Carsten Flink har skrevet en anderledes bog om en hestepige

Offentliggjort Sidst opdateret

I bronzealderen, for cirka 5.000 år siden, strejfede den vilde hingst Takhi rundt i den store Corselitze Østerskov med en ung pige på ryggen.

Hun hedder Vif, og hun kan styre Takhi med sit mindske vink.

Vif elsker hesten, og hun har i den grad brug for den.

Hun er nemlig på en desperat flugt fra sin hestestamme, hvor høvdingens onde bror efterstræber hende.

Skoven er fyldt af ulve og barbarer, og hun bliver også testet af guderne undervejs.

Rå hestebog

Sådan er handlingen - kort fortalt - i en helt ny børne- og ungdomsbog, "Hestekraft", der netop er udkommet.

Og det er en rå version af den traditionelle hestebog, som piger har løst i generationer.

- Den er primært skrevet for hesteglade børn og unge. Men den kan læses af alle med sans for en god historie og  fuld fart på spændingen, fortæller Carsten Flink.

Et par år undervejs

Han fik ideen til bogen for et par år siden, da hans kæreste en gang læste op for et barnebarn af en svensk hestebog.

- Den var så kedelig, at jeg faldt i søvn, men jeg vågnede op og tænkte, at det kunne være sjovt at skrive en hestebog med mere krudt i, siger forfatteren.

Carsten Flink er inspireret af Cecil Bødkers serie om Silas og Auels "Hulebjørnens Klan".

Vif

Han er også inspireret af det sted, den store Corselitze Østerskov, hvor han bor.

Her udspiller handlingen sig, og pigenavnet Vif er også lokalt.

Vif-navnet har han hentet fra kunstneren Vif Dissing, der inden sin død boede i Hesnæs.

- Et af mine børnebørn er fire år, og hun hedder også Vif, siger Carsten Flink.