Dagens vejr på øerne

Det er ikke for meget at sige, at der er vand på vejen. Privatfoto

Vilde vandmasser: Drivhus er "helt forsvundet" 

Der er rigtig meget vand på Nordvestlolland.

Offentliggjort Sidst opdateret

I løbet af natten til torsdag har Beredskabsstyrelsen Sjælland hjulpet Lolland-Falster Brandvæsen og Lolland Kommune med at fjerne store vandmængder fra Utterslev-området på Nordvestlolland. 

Indsatsleder Jens Rasmussen fra Lolland-Falster Brandvæsen fortalte torsdag morgen til Folketidende, at vandet er i gang med at blive ledt godt en kilometer væk fra området. 

Det sker med meget store, såkaldte F-slanger. Tre store køretøjer med elpumper fra Beredskabsstyrelsen var klokken 01 fremme ved Utterslev. 

Der er virkelig faldet meget vand. Privatfoto

- Det er et meget stort setup, man skal have i gang. Derfor vil jeg skyde på, at pumperne først er kommet i gang inden for de sidste timers tid, forklarede han torsdag morgen til Folketidende.

Og der er virkelig en stor mængde vand i området.

Det viser billeder, Folketidende har modtaget.

Ivar Rosenberg Jensen har boet i Utterslev i hele sit liv. Han fortæller, at vandet på sit højeste står en til halvanden meter i byen.

Et drivhus i området er ”helt forsvundet”, og en stor traktorvogn er næsten også helt væk - kun fem centimeter kan der ses af toppen.

- For dem, der bor oppe imod mosen, er der ikke andet end et par centimeter, før det render ind i huset. Der er deres dyr, deres maskiner og en masse andet druknet. Og det er også ældre mennesker, der ligger og slås med sandsække og pumper.

Bliver pumpet løs

Da Folketidende igen taler med indsatsleder Jens Rasmussen klokken 12.29, er der blevet pumpet en hel del vand væk. Gallevej er blevet fri for vand, og fra åen ved Lillevej bliver der pumpet intet mindre end 12.000 liter væk hvert minut.

Hvor Gallevej og Bøgetvej løber sammen, er der stadig så meget vand, at der er lukket af. Lige ved er der et stort engområde, hvor pumperne virkelig også er i gang.

Her pumpes der 24.000 liter vand væk i minuttet!

Og Beredskabsstyrelsen vil blive ved med at pumpe i mange timer.

Ifølge Jens Rasmussen mener chefvagten for Beredskabsstyrelsen, at der skal pumpes et døgn til halvandet. 

Lolland Kommune har torsdag eftermiddag oplyst, at vandet i Utterslev er under kontrol, og at vandstanden falder. 

- Der er dog fortsat afspærret med spærreflader, skilte og blink på strækningen ved T-krydset Højagervej/Bøgetvej og Lillevej/Bøgetvej. Der er bestilt en slamsuger til at rense de kloakker og brønde, der skal tage vandet fremadrettet, og der vil desuden blive foretaget grødeskæring i de kommende dage på stykket ud mod højvandsporten, oplyser forsyningen via Facebook. 

Selvom vandet synker af sig selv ved blandt andet Svinglen i Nakskov, så må man forvente at se ophobning af vand i grøfter og kanaler. Især dem, der ligger lavt, da vandet naturligt vil søge dertil, lyder det i opslaget. 

 Park og Vej tager fortsat imod henvendelser om alvorlige forhold på telefon 54 67 72 00.

Der er godt med vand på vejen. Privatfoto