Blå blink

Dele af Lindevej er afspærret med minestrimmel af politiet. Foto: Anna C. Møhl

Villavej fortsat spærret efter påsat brand: Politiet med ny tidshorisont

Tidligt tirsdag morgen udbrød der brand i et hus i Sakskøbing. Branden er nu slukket, men politiet arbejder fortsat i området.

Offentliggjort Sidst opdateret

Politiet er sent tirsdag formiddag fortsat til stede i området omkring Lindevej i Sakskøbing efter, at der var tidligt på morgenen var brand i et hus på vejen. 

En brand, som politiet føler sig overbevist om, er påsat.  

Politiet rykkede ud med blandt andet indsatsleder, hundepatrulje og almindelige patruljer. Privatfoto

- Der er nogle omstændigheder omkring branden, som gør, at vi er ret sikre på, at den er påsat,  siger efterforskningsleder Bo von Würden fra lokalpolitiet i Nykøbing.

Ifølge politiet var der ikke nogen hjemme, da branden brød ud. Den blev opdaget, da beboeren kom hjem. 

Han måtte efterfølgende tjekkes for mulig røgforgiftning - og det aspekt, at beboeren kunne have været i fare, gør, at politiet har sat et større efterforskningsapparat i gang.

En borger fortæller til Folketidende, at sagen måske kan handle om ulovlige stoffer.

Til det siger Bo von Würden, at politiet efterforsker bredt, og at sådant motiv også vil blive undersøgt, hvis efterforskningen peger i den retning. 

Lindevej har været spærret omkring huset, siden de tidlige morgentimer, og det vil den være et nogle timer endnu, fortæller Bo von Würden.

Det skyldes, at man afventer, at der skal komme brandteknikere fra København, som skal undersøge stedet, og først når de er færdige med det, hæver man afspærringen.

Bo von Würden forventer dog, at det sker, inden de fleste får fri fra arbejde midt på eftermiddagen.

Politiet har endnu ikke foretaget nogen anholdelser i sagen, men man vil gerne høre fra vidner, der måtte have set eller hørt noget mistænkeligt i området i tiden op til branden, der blev opdaget klokken 04.49.

I så fald skal man kontakte politiet på telefon 114.

Dele af Lindevej er spærret af efter branden. Politiet arbejder fortsat på stedet. Privatfoto

Indsatsleder Jesper Atkinson Pedersen fra Lolland-Falster Brandvæsen oplyste ved 06.15-tiden, at branden nu var slukket.

Skaderne på huset begrænser sig til stuen, hvor der har været ild i en stol. Derudover er der sodskader i stuen, fortæller han.