Blå blink
Sådan så affaldscontainerne ud efter branden. Foto: Jan Schmidt, Xdmedia
Jan Schmidt
Voldsom nat: Brande i hække og adskillige containere - fire anholdt
Brandvæsnet måtte natten til søndag rykke ud til to brande med få minutters mellemrum. Begge brande formodes at være påsat. Fire drenge er anholdt.
Opdateret 09.21 med nyt fra politiet.
Adskillige store affaldscontainere af plastik blev flammernes bytte, ligesom der også gik ild i to hække ved to brande i Nykøbing natten til søndag. Begge brande formodes at være påsat, oplyser brandvæsnet søndag morgen.
Politiets vagtchef oplyser søndag formiddag, at man har anholdt fire drenge og unge mænd i 15-18-års alderen. De blev alle anholdt sidst på natten. Vagtchefen tilføjer, at man ikke forventer flere anholdelser i sagen.
Ikke færre end fire gange indenfor 11 minutter mellem klokken 03.42 og 03.53 blev der slået alarm til 112 om brande i skraldespande og mindre naturbrande.
I realiteten viste det sig, at der var tale om to brande - én i en thujahæk på Gaabensevej og én i de førnævnte affaldscontainere på Nordre Ringvej 4 - i øvrigt naboadressen til Lolland-Falster Brandvæsens bygning i Nykøbing. Det oplyser indsatsleder Bo Løfstedt Andersen fra Lolland-Falster Brandvæsen.
Ved den sidstnævnte brand skete der også brandskader på en bagvedliggende hæk. De mange affaldscontainere er udbrændte.
Det tog dog heldigvis ikke brandfolkene lang tid at slukke brandene. Ved den førstnævnte brand på Gaabensevej fik brandfolkene hjælp af nogle forbipasserende, som havde handlet hurtigt, og selv var begyndt at slukke ilden, inden brandfolkene nåede frem.
Der var ikke fare for, at brandene skulle sprede sig til fast ejendom, oplyser politiet.
Seneste artikler
Stjal 450.000 fra gymnastikfolk og tipsklub
For første gang i lang tid: Guldborgsund speeder op for grøn omstilling
Stort flertal stemte kæmpe besparelser igennem
"Alternativet var, at historien var blevet ufortalt og stadig havde befundet sig i mørket"
Christian fortsatte med at slå stikkeren, der lå forsvarsløs på jorden, mens kvinden slog ham på ryggen...
Mest læste artikler
Brand i sukkerfabrik
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Dramatisk: Traktor på afveje påkørte biler og ramte hus
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde
Bostedet Langholt lukker