Tilståelsessag

En mand har nu valgt at tilstå sin forbrydelse. Arkivfoto: Michael Patrick Larsen

21-årig tilstår: Det kylede han mod lastbil på motorvej

En 21-årig mand har valgt at tilstå, at han tidligere på året kastede en tung genstand mod en lastbil, som kørte med 80 kilometer i timen. Lastbilens forrude blev knust, og chaufføren måtte bremse hårdt op.

Offentliggjort

Straffelovens paragraf 252

Med fængsel indtil 8 år straffes den, der for vindings skyld, af grov kådhed eller på lignende hensynsløs vis forvolder nærliggende fare for nogens liv eller førlighed.

Kilde: danskelove.dk

En lun sommeraften i august fik en lastbilchauffør sig noget af et chok, da han var på vej sydpå.

Ud af det blå kom en gul, tung genstand flyvende mod forruden. Det skete, imens chaufføren kørte forbi et vejarbejde på Sydmotorvejen lidt syd for Hillested ved Maribo.

Genstanden, som har vist sig at være en gul taperulle med en vægt på 2,5 kilo, ramte plet og knuste forruden, imens lastbilen kørte med en fart på cirka 80 kilometer i timen. Med det samme måtte lastbilchaufføren bremse hårdt op for at undgå at køre galt.

En ukendt gerningsmand blev spottet ved en hvid varevogn på en stikvej, der går fra Rødbyvej og helt op ved siden af motorvejen.

Dengang beskrev politiet gerningsmanden som cirka 40 år, almindelig af bygning, lys i huden og iført blå t-shirt og blå bukser.

Tilstår kast med taperulle

Hændelsen udspillede sig om aftenen klokken 18.15 onsdag den 25. august. Og her var det ikke en 40-årig, men tilsyneladende en 21-årig mand, der kastede den 2,5 kilo tunge taperulle.

Den 21-årige mand har nemlig tilstået. Det fremgår af en retsmødebegæring fra Sydsjællands og Lolland-Falsters Politis anklagemyndighed.

Sagen skal behandles ved Retten i Nykøbing onsdag. Her er manden sigtet for at overtræde straffelovens paragraf 252, som handler om at "forvolde fare for nogens liv eller førlighed".

Da der er tale om en tilståelsessag, bliver manden fremstillet foran en enkelt dommer, mens sagen også blot ventes at tage 30 minutter.

Historien melder ikke noget om, hvorfor den 21-årige kastede taperullen mod lastbilen.

Gode historier kommer ikke af sig selv

Allerede abonnent? Log ind

Vi stiller spørgsmål, tjekker svar og følger sagerne til dørs. Det kræver tid og dygtige journalister. Derfor koster det at læse med. Med F+ får du lokal journalistik tæt på livet på Lolland og Falster – og er med til at betale for den næste gode historie.

Prøv 2 uger for 19 kr. pr. uge

Abonnementet forsætter til normalpris, 39 kr.pr. uge, efter 2 uger.