F+

Leif Petersen opdagede ikke lommetyveriet, før det var for sent. Foto: Jakob Poulsen

90-årige Leif bestjålet i indkøbskøen: Nu advarer han andre

Uden at han opdagede det, stjal en mand og en kvinde hans tegnebog. Det fik dyrebare konsekvenser for Leif Petersen fra Nykøbing.

Offentliggjort

Vi kender det nok alle sammen, at det kan blive lidt dyrere at tage ud at handle, end man havde regnet med, da man tog hjemmefra.

Hvis du får stjålet dit hæve- eller betalingskort:

Ved misbrug af dit betalingskort eller anden betalingstjeneste, som for eksempel netbank, vil du i visse tilfælde skulle dække noget af det tabte beløb selv. Det kaldes selvrisiko.

Du kan komme til at dække op til 375 kroner af misbruget, hvis den personlige sikkerhedsforanstaltning til betalingsinstrumentet, for eksempel PIN-koden, har været anvendt. Dette gælder også, selvom du ikke har oplyst koden til andre.

Du kan komme til at dække op til 8.000 kroner af misbruget, hvis den personlige sikkerhedsforanstaltning har været anvendt, og hvis

  • du ikke har givet besked til banken snarest muligt efter at have opdaget, at kortet er bortkommet, eller snarest muligt efter at have opdaget, at den personlige sikkerhedsforanstaltning er kommet til misbrugerens kendskab,

  • du selv har oplyst koden til misbrugeren, eller

  • du har opført dig så uansvarligt, at du selv har gjort misbruget muligt.

Du kan komme til at dække hele tabet, hvis banken kan bevise, at du har givet den personlige sikkerhedsforanstaltning til misbrugeren og var eller burde være klar over, at det ville indebære en risiko for misbrug.

Kilde: Forbrugerombudsmanden.dk

Sådan gik det også for 90-årige Leif Petersen fra Nykøbing mandag formiddag, da han var en tur i Meny på Parkvej i Nykøbing.

Men det var ikke gode tilbud, der gjorde indkøbsturen dyrere end forventet. Det var derimod to lommetyve.

- Det skete, mens jeg stod i kø ved kassen, og jeg mærkede ingenting. Det var først, da jeg kom frem til kassen og ville gøre klar til at betale, at jeg opdagede, at min tegnebog ikke lå i min baglomme.

- Så måtte stille varerne fra mig igen. Først var jeg usikker på, om jeg havde glemt den derhjemme, så jeg skyndte mig at cykle hjem, men der var den ikke.

- Derefter ringede jeg for at spærre mit kort, men da havde de allerede hævet seks gange på det. 2.000 kroner hver gang. Det var ikke sjovt, fortæller han.

For uheldigvis fandt tyvene formentlig en lille seddel i tegnebogen, hvor koden stod.

Vil gerne advare andre

Derfor vil Leif Petersen gerne advare andre om, at man skal huske at holde godt øje med sine værdigenstande, også når man færdes udenfor hjemmets vægge.

- Tyvene er måske ude af landet nu, men derfor vil jeg stadig gerne advare andre. Det var lidt af et chok, da jeg opdagede det. 

- Jeg tænkte jo: "Hvad sker der nu? Nu har de min adresse, så kommer de her bagefter? Men det er nok ikke sådan, de arbejder, siger han.

Han fortæller, at billeder fra butikkens overvågningskamera efterfølgende viste, hvordan den ene tyv, en mand, dækkede for den anden, en kvinde, som stjal tegnebogen.

Og selvom han har levet et langt liv, så var det første gang, at Leif Petersen blev offer for et lommetyveri.

- Det har jeg aldrig nogensinde prøvet før. Man tænker ikke på, at verden kan være så ondskabsfuld, siger han.

Bekræfter anmeldelse

Hos lokalpolitiet i Nykøbing bekræfter politikommissær Kent Edvardsen, at man har modtaget en anmeldelse, som man efterforsker. 

- Jeg håber selvfølgelig, at det fører til, at vi kan finde frem til gerningsmanden, siger han.

Tyverier af den type, som Leif Petersen blev offer for, er heldigvis ikke så hyppige. 

Kent Edvardsen oplyser, at man det seneste år har haft 54 sager i Guldborgsund Kommunes område om trick-, lomme- og tasketyverier. De foregående tre år har man haft godt 60 sager om året.

Gode historier kommer ikke af sig selv

Allerede abonnent? Log ind

Vi stiller spørgsmål, tjekker svar og følger sagerne til dørs. Det kræver tid og dygtige journalister. Derfor koster det at læse med. Med F+ får du lokal journalistik tæt på livet på Lolland og Falster – og er med til at betale for den næste gode historie.

Prøv 2 uger for 19 kr. pr. uge

Abonnementet forsætter til normalpris, 39 kr.pr. uge, efter 2 uger.