En computerskærm, der viser den franske regerings officielle hjemmeside, hvor der fremgår en advarsel om, at siden måske vil lukkes ned.
Annegret Hilse/Reuters
Dansk Industri advarer om alvorlige sikkerhedshuller på hjemmesider
Kombit bekræfter over for Ritzau, at det er de samme sikkerhedshuller, der har ført til lukningen af Aula.
Flere steder i verden har offentlige myndigheder onsdag set sig nødsaget til at lukke ned for deres hjemmesider.
Det sker, efter der er fundet to meget alvorlige sårbarheder i et af de mest udbredte programmeringssprog bag hjemmesider, webshops og portaler.
Det oplyser Dansk Industri til Ritzau.
- I dag er der offentliggjort meget alvorlige sårbarheder i PHP, som er en af de mest udbredte byggesten bag hjemmesider og webløsninger, skriver Jeppe Engell, der er ekspert i cybersikkerhed i DI.
- Uanset hvad, skal alle virksomheder og myndigheder med PHP-løsninger på internettet opdatere nu. Ikke i morgen, advarer han.
Tidligere onsdag eftermiddag har både Danmarks Meteorologiske Institut (DMI) og kommunernes IT-fællesskab Kombit lukket ned for flere digitale løsninger på grund af en sikkerhedsrisiko.
Kombit bekræfter over for Ritzau, at den potentielle tekniske sikkerhedsrisiko, som har medført en lukning af Aula, er relateret til PHP-problemerne.
Ifølge Dansk Industri har sårbarhederne ligget skjult i over ti år og er blevet fundet ved hjælp af kunstig intelligens.
Udviklerne bag programmeringssproget oplyste tirsdag, at de havde identificeret de to kritiske sikkerhedshuller, skriver Reuters.
Først onsdag klokken 13.45 kunne udviklerne fremlægge en opdatering, der havde lukket hullerne.
Ifølge Reuters er der meldinger om, at hackere i mellemtiden har forsøgt at udnytte sårbarhederne.
Det har onsdag fået offentlige myndigheder i flere lande til at lukke ned for deres hjemmesider.
Det gælder blandt andet flere steder i Europa, herunder Norge, Finland, Holland, Frankrig og Tyskland.
Sikkerhedsmyndigheder i Australien og Japan har også opfordret brugere af PHP-systemet til at opdatere deres løsninger eller midlertidigt lukke hjemmesider ned, indtil de er blevet opdateret, skriver norske NTB.
RITZAU
Seneste artikler
Fede overskud og millionløn. Hvor er moralen?
Nu kan du stemme i alle kategorier
Live: 58-årig tiltalt for at groome, voldtage og true plejedatter
Stor eftersøgning ved den nye Storstrømsbro
21-årig tilstår: Det kylede han mod lastbil på motorvej
Mest læste artikler
Mand fundet død i Maribosøerne
DMI udsender varsel
Kommune hjemsender omstridt centerchef
Efter 69 år: Vil rive gigantisk vartegn ned
Stor eftersøgning ved den nye Storstrømsbro