87-årige Bent Pedersen studerer brochuren om minirenseanlæg med Fido i en rolig stund i huset på Lommelevvej. Han har fået et tilbud på 130.000 kroner som en løsning på at rense spildevandet bedre. Arkivfoto: Kim Møller Pedersen
- Der er sprængstof i den sag her
Jørn Rasmussen betragter et af torsdagens punkter på dagsordenen hos byrådet i Guldborgsund Kommune som "noget med sprængstof i". - Jeg tror ikke, kommunen helt har styr på, hvad de laver, mener han.
Fair Spildevand anmoder Miljøministeriet om en juridisk vurdering af:
Om spildevandsbekendtgørelsens anvendelse af teoretiske renseklasser fortsat udgør et fuldt tilstrækkeligt og lovligt hjemmelsgrundlag for påbud efter miljøbeskyttelseslovens § 30, set i lyset af, at bekendtgørelsesgrundlaget aldrig er blevet tilpasset Lov om vandplanlægning og Vandrammedirektivets skærpede krav til konkret datadokumentation.
Hvordan ministeriet vil sikre, at kommunerne ikke fanges i et retsløst tomrum mellem en national handlepligt (at udstede påbud i renseklasseoplande) og de overordnede EU-retlige krav om dokumentation for konkret årsag og effekt.
Fair Spildevand ser frem til Miljøministeriets principielle vurdering og afklaring af sagen - der arbejdes stadig på et svar, fremgår det af en mail sendt til Fair Spildevand.
Begrebet renseklasser tiltrækker ikke rigtig den almindelige danskers opmærksomhed. Slet ikke når de tilmed også er beregnet ud fra standardiserede typetal og opstod i 1997.
- Men der er altså sprængstof i det her.
Nødvendig hjemmel
Sådan siger Jørn Rasmussen, kasserer i landsforeningen Fair Spildevand. Han vil meget gerne have mere opmærksomhed omkring de førnævnte renseklasser.
Ikke mindst når de nu er en del af baggrunden for punkterne om spildevand og kloakering i det åbne land på torsdagens byrådsmøde i Guldborgsund Kommune.
Annonce
- Vi har i Fair Spildevand bedt om at få en udtalelse fra Miljøministeriet, og den er ikke kommet endnu. Vi har bedt om en retslig afklaring. Jeg mener ikke, Guldborgsund Kommune har den nødvendige hjemmel på plads til at udstede påbud til borgere i de her sager om kloakering i det åbne land, siger Jørn Rasmussen.
Bedre rensning i det åbne land
Torsdagens byrådsmøde handler således blandt andet om godkendelse af et par tillæg til den aktuelle spildevandsplan. Tillæg nummer 5 til spildevandsplanen fastlægger således, hvor der i det åbne land skal stilles krav om bedre rensning af spildevand. Her kommer renseklasserne ind i billedet.
Begrebet renseklasser opstod i 1997 og er videreført i dansk overflade-vandforvaltning, selvom Vandrammedirektivet blev implementeret i Danmark i 2003, anfører Jørn Rasmussen.
I ukloakerede områder i det åbne land i Guldborgsund Kommune skal de enkelte ejendomme nu etablere et renseanlæg, der kan rense spildevand til det renseniveau, der gælder for området. Tidsfristen vil blive fastsat i et påbud fra kommunen, og en del af de aktuelt godt 1200 udpegede ejendomme har allerede modtaget et påbud.
Dokumentation og typetal
Med til at fastslå det nødvendige renseniveau for den enkelte ejendom indgår de teoretisk beregnede renseklasser i spildevandsbekendtgørelsen fra 1999, som oprindeligt tog afsæt i miljøbeskyttelsesloven.
- Siden da er retstilstanden imidlertid væsentligt ændret, uden at det administrative grundlag er fulgt med, anfører Jørn Rasmussen og Fair Spildevand.
Det er teoretiske typetal, der er udgangspunkt for de påbud, der sendes ud
Jørn Rasmussen, kasserer i Fair Spildevand
For at gøre det helt enkelt, så mener Jørn Rasmussen og Fair Spildevand ikke, at der er frembragt nødvendig dokumentation fra kommunens side i forhold til den enkelte ejendom i det åbne land, som er udpeget til ikke at rense spildevandet godt nok.
- Det er teoretiske typetal, der er udgangspunkt for de påbud, der sendes ud. Men spildevandsbekendtgørelsen skal altså overholdes. Man kan ikke bare sidde bag skærmen og klikke på drænkort og så derefter udstede påbud til over 1000 husstande i det åbne land. De skal have gummistøvlerne på og ud til den enkelte ejendom for at fastslå, at der er en forbindelse fra en bundfældningstank til et målsat område, siger Jørn Rasmussen.
Formålet med Guldborgsund Kommunes politiske behandling af spildevandsplan og tilhørende tillæg er at forbedre vandmiljøet og leve op til statslige krav. Forslaget har været i offentlig høring i otte uger, og høringssvarene har ikke ført til ændringer i tillægget. Det kunne ligne en formsag på dagens dagsorden i byrådet.
- Jeg mener altså bare ikke, kommunen har den nødvendige lovhjemmel på plads til at udstede de her påbud til borgerne i det åbne land. Borgere, som nu skal bruge måske 130.000 kroner eller mere på et renseanlæg, siger Jørn Rasmussen.
Han henviser specifikt til spildevandsbekendtgørelsens paragraf 38. I den står blandt andet beskrevet, at en ejendoms afløbsforhold og udledning skal være fastlagt inden meddelelse om et påbud.
Helt på plads
Henrik Høegh-Andersen (V), der er fomand for Teknik-, Natur- og Miljøudvalget i Guldborgsund Kommune, har tidligere udtalt til Folketidende, at han kan love at arbejde for, at der "ikke er borgere, som bliver pålagt de her meget store udgifter til at sikre bedre rensning af deres spildevand, uden der er et fagligt grundlag, som er helt på plads".
- Vi kan ikke bare have de her teoretiske beregninger uden at have kigget nærmere på de enkelte ejendomme. Vi skal være 100 procent sikker på, at det, vi pådutter borgerne, skal være ud fra på et 100 procent fagligt grundlag, hvor vi også har kigget på ejendommene individuelt. Ellers kan jeg ikke som politiker stå på mål for det, har udvalgsformanden udtalt til Folketidende tidligere på året.
Nu er spildevand og kloakering i det åbne land på torsdagens dagsorden. Jørn Rasmussen og Fair Spildevand samt borgere fra de nu aktuelt godt 1200 berørte ejendomme i det åbne land følger med i sagens gang.
Om spildevandsbekendtgørelsens §38
Ved meddelelse af påbud efter § 30 i lov om miljøbeskyttelse om forbedret spildevandsafledning skal følgende forudsætninger være opfyldt: 1) Ejendommens afløbsforhold og udledning skal være fastlagt. 2) Ejendommens udledning skal bidrage til forurening af det omhandlede nedstrøms liggende vandområde. 3) Der skal være dokumentation for, at det omhandlede nedstrøms liggende vandområde er forurenet af spildevand i et omfang, der gør, at det miljømål for vandområdet, der er fastsat i bekendtgørelse om miljømål for overfladevandområder og grundvandsforekomster, ikke er opfyldt. Stk. 2. Stk. 1, nr. 2 og 3, finder ikke anvendelse ved meddelelse af påbud om forbedring af uhygiejniske forhold affødt af udledningen.
Vi stiller spørgsmål, tjekker svar og følger sagerne til dørs. Det kræver tid og dygtige journalister. Derfor koster det at læse med. Med F+ får du lokal journalistik tæt på livet på Lolland og Falster – og er med til at betale for den næste gode historie.
Seneste artikler
Det, han så som dreng, fulgte ham resten af livet
Røg i hal ved børnehus
Kontrol af byggeplads afslørede efterlyst ukrainer
Mikkel oplever sin tredje skolelukning
René Hedegaard fortsætter som direktør i Krokodille Zoo
Mest læste artikler
Brand i sukkerfabrik
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Dramatisk: Traktor på afveje påkørte biler og ramte hus
Kvinde anholdt: Truede med at skyde bekendt
Bostedet Langholt lukker