Rotter hos Danish Agro

Danish Agros hovedkontor i Galten. Foto: Claus Haagensen

Efter rottealarm: Nu kan tvist ende i retssag

En bøde for at markedsføre farlige fødevarer kan vise sig at blive starten på en ny drejning i sagen om Danish Agro.

Offentliggjort Sidst opdateret

Her er sagen

  • Ved en kontrol hos Danish Agro i Nykøbing i oktober 2025 fandt Fødevarestyrelsen omfattende spor efter rotter i anlægget, hvor korn blev opbevaret og håndteret.

  • Kontrollen fandt sted efter, at Fødevarestyrelsen havde konstateret overtrædelser på Danish Agros lokation i Dalmose.

  • Desuden er en lang række af Danish Agros andre lagre blevet kontrolleret og Fødevarestyrelsen har fundet lignende problemer med skadedyr og problemer med sporbarheden. Hvis en virksomhed ikke har styr på sporbarheden, kan det i sidste ende betyde, at man ikke kan tilbagekalde forurenede fødevarer.

  • Også i forbindelse med høsten i 2026 har Fødevarestyrelsen konstateret problemer med skadedyr og manglende tilbagetrækning af forurenede fødevarer, selvom Danish Agro allerede sidste år lovede at rette op.

  • Styrelsen har beslaglagt korn og påbudt Danish Agro at trække fødevarekorn tilbage. I mindst ét tilfælde viste en opfølgende kontrol, at tilbagetrækningen ikke var gennemført fuldt ud.

  • Danish Agro har indtil videre fået bøder på mere end 200.000 kroner. Fødevarestyrelsen politianmeldte i foråret virksomheden, og sagen behandles ifølge Folketidendes oplysninger fortsat hos politiet.

  • Myndighederne har siden godkendt rengøring og skadedyrssikring på flere af Danish Agros anlæg, herunder i Nykøbing og Nakskov, ligesom flere beslaglæggelser er ophævet.

  • Danish Agro oplyser, at virksomheden har skærpet sine procedurer.

  • Valsemøllen har stoppet sine kornindkøb hos Danish Agro. Melproducenten afventer, at den kan føle sig helt tryg ved håndteringen af råvarerne.

Grovvarekoncernen Danish Agro er ude i lidt af et stormvejr.

Fødevarestyrelsens fund af rotter på flere af koncernens anlæg, manglende vedligehold, problemer med sporbarhed og hygiejne har helt sikkert fyldt på møder internt i virksomheden.

Men trods et øget fokus er det stadig ikke lykkes for Danish Agro at komme problemerne til livs.

Markedsføring af farlige fødevarer

Fødevarestyrelsen har foretaget kontrol i Lille Skensved den 15. september og givet en bøde på 10.000 kr. og et påbud om at tilbagetrække alle korn fra dette års høst, der har været omkring afdelingen i det østsjællandske. To dage efter har Fødevarestyrelsen valgt at give endnu en bøde på 10.000 kroner for at markedsføre farlige fødevarer.

Fødevarestyrelsens rapport, som Danish Agro protesterer imod. Foto: Screendump fra Findsmiley.dk

Hvis Danish Agro ikke betaler bøden inden for fire ugers-fristen, vil Fødevarestyrelsen overlade sagen til politiet, der så skal vurdere, om der skal indledes en retssag mod grovvarekoncernen.

Og noget tyder på, at Danish Agro denne gang ikke bare accepterer Fødevarestyrelsens sanktion.

Virksomhedens direktører ønsker ikke at stille op til interview i Folketidende.

Har sat advokater på sagen

Danish Agros kommunikationsdirektør har sendt denne udtalelse fra Christian Laursen til Folketidende:

”Det skal ikke være nogen hemmelighed, at vi er dybt bekymrede og uforstående over for Fødevarestyrelsens beslutning om at ændre sin kontrolrapport fra Lille Skensved.

Afgørelsen bygger på, at der er konstateret spor efter skadedyr i tomme haller, uden at varerne der havde været i hallerne i høst, er blevet prøvetaget eller på anden måde undersøgt af Fødevarestyrelsen. Styrelsen må derfor forklare, hvordan den kan gå fra et fund i en tom lagerhal – og en kontrolrapport uden anmærkninger i kategorien håndtering af fødevarer – til at træffe så vidtrækkende beslutning. 

Vi mener, at Fødevarestyrelsen har truffet en uproportional beslutning på et spinkelt grundlag, som efter vores opfattelse er i strid med gældende ret og praksis. 

Det er en afgørelse, som kan medføre en retsikkerhedsmæssig glidebane, der kan påvirke hele den danske grovvarebranche. Derfor har vi også rettet henvendelse til vores brancheorganisationer for at engagere sig i sagen, da den potentielt kan få vidtrækkende konsekvenser. 

Da sagen nu påklages, og dermed kører i et juridisk spor, ønsker vi ikke at kommentere sagen yderligere for nuværende.”

Ifølge AgriWatch har Danish Agro hyret advokatfirmaet Bech-Bruun.

Se fotos, som Folketidende har fået aktindsigt i hos Fødevarestyrelsen.

Gode historier kommer ikke af sig selv

Allerede abonnent? Log ind

Vi stiller spørgsmål, tjekker svar og følger sagerne til dørs. Det kræver tid og dygtige journalister. Derfor koster det at læse med. Med F+ får du lokal journalistik tæt på livet på Lolland og Falster – og er med til at betale for den næste gode historie.

Prøv 2 uger for 19 kr. pr. uge

Abonnementet forsætter til normalpris, 39 kr.pr. uge, efter 2 uger.