Vores Lolland-Falster

Lægeparret Christian Lund Hansen og Katrine Rose Larsen er ø-læger på Fejø. Det har de været i knap seks år. Foto: Eva Højrup

Fejø manglede en læge – så kom der to

Da de flyttede til Fejø, blev de taget imod med åbne arme. Seks år senere er de stadig glade for ølivet, men hverdagen har også budt på udfordringer, de ikke havde forudset.

Offentliggjort

På Fejøs hovedgade, Herredsvej, ligger en stor rødstensbygning. Det er et nedlagt plejehjem i tre etager. I dag er der indrettet kro og boliger, og på 2. sal, med udsigt til Smålandshavet, ligger klinikken Ø-lægerne.

- Der er en virkelig god udsigt, vi kan se havet herfra – det er en flot, stille dag i dag, siger Katrine Rose Larsen.

- Det er dejligt, om morgenen kan man se dådyr på vej herned, og der er masser af fugleliv, supplerer Christian Lund Hansen.

Modtaget med kyshånd

Til januar er det seks år siden, at lægeparret på Fejø overtog klinikken. De søgte jobbet sammen, købte hus og flyttede til øen med to børn på tre og fem år. De blev modtaget med kyshånd af fejøboerne og en stor lokal mediedækning.

Når vi har patienter, der skal begynde på medicin, så er det første, som patienterne spørger til: Hvad koster det? På Frederiksberg ville de spørge til bivirkningerne

Christian Lund Hansen, ø-læge, Fejø

- Dengang fortalte fejøboerne os, at de var meget taknemmelige for, at vi ville flytte til Fejø, fortæller Katrine Rose Larsen.

I dag – næsten seks år efter – er Folketidende vendt tilbage for at høre, hvordan det er gået.

Billedet af familien på havnen på Fejø er fra foråret 2021. Sønnen, Asger, er i dag knap 9 år. Erika er 11 år. Privat foto.

- Det er gået rigtigt godt. Vi kunne ikke ønske os et bedre job, vi er superprivilegerede. Vi har en stor fleksibilitet, der betyder, at vi kan være rigtig meget sammen med vores børn, fortæller de samstemmende. 

De er sammen i klinikken på Fejø om mandagen, tirsdag og fredag er Christian Lund Hansen i Nakskov og arbejder på regionsklinikken, mens Katrine er i klinikken på Fejø. Om onsdagen og torsdagen er det Katrine Rose Larsen, der er i Nakskov, mens Christian Lund Hansen passer klinikken på Fejø. Det betyder også, at de kan køre datteren til skole og tage hende med hjem om eftermiddagen. 

- Vi har utrolig meget tid sammen med vores børn her, som vi ikke ville have, hvis vi arbejdede et andet sted. Jeg kender ikke andre job, hvor man kan være hjemme klokken 13.30 og tage imod sine børn, fortæller Christian Lund Hansen.  

En streg i regningen

Men der er flere ting, der er kommet bag på det unge lægepar: Uligheden i sundhed er stor, og kommunen er presset økonomisk, og de oplever, at den ikke kan levere de samme tilbud, som borgerne får andre steder. 

- Det er kommet bag på os, at der er mange ting, som man er nødt til at kæmpe for. Jeg troede bare, at jeg skulle have et arbejde og gå til fodbold med mine børn i fritiden, men sådan fungerer det ikke. Det er helt basale ting, som vi skal være klar til at engagere os i, fortæller Katrine Rose Larsen. 

Meget på 

De var knapt landet på øen, før skolen lukkede.

- Det var en ret stor streg i regningen, meningen var jo, at man kunne aflevere børnene lige overfor, så vi kunne tage hjemmefra fra 7.45 og være klar til at tage telefoner her i klinikken klokken otte, fortæller Christian Lund Hansen.

- Vi havde lige overtaget huset, og så lukkede de skolen 14 dage efter. Men det var jo forudsætningen for, at vi flyttede hertil, at der var en skole, så der var meget på spil, siger Katrine Rose Larsen.

Det lyder eksotisk

Da skolen lukkede, havde Horslunde Realskole regnet med, at alle så ville tage færgen ind til skolen i Horslunde. Men det ville ingen forældre, så der blev samlet penge ind og lavet en midlertidig skole.

- Vi fandt hurtigt ud af, at det var urealistisk at lave en friskole, men det endte så med, at Stenoskolen gik ind og lavede en satellitskole herovre, der går til midten af 3. klasse, fortæller Christian Lund Hansen.

Bliver I nogensinde trætte af at være kolleger? spørger Folketidende. Svaret er nej. Foto: Eva Højrup


I dag fungerer skolen rigtig godt, og Katrine Rose Larsen lægger et stort arbejde i at sidde med i bestyrelsen.

- Men vi bor i udkantsdanmark. Det lyder eksotisk at bo på en ø. Men det har nogle omkostninger, både i antallet af tilbud og i kvaliteten af dem.

- Jeg er ked af at sige det, men dét at bo i Lolland Kommune, det betyder noget. Det er andre tilbud, vi har til vores børn, end hvis vi boede i København. Der er også stor forskel på tilbuddene til de gamle mennesker, til eksempelvis genoptræning. Når vi har patienter, der skal genoptrænes, er det andre tilbud, de får, end mine forældre, der bor i Gilleleje, får, fortæller Katrine Rose Larsen.

Som læger er uligheden i sundhed tydelig, fortæller de. 

Ø-lægerne holder til på 2. etage i det nu nedlagte plejehjem. Foto: Eva Højrup

- Der er chokerende stor ulighed. Vi ser det også i Nakskov, hvor det er værre end her på Fejø. Det er syge, syge mennesker. Men det er jo også det, der gør, at det rent lægefagligt giver enormt meget mening, fortæller Katrine Rose Larsen.

Vi oplever, at når vi har patienter, der skal begynde på medicin, så er det første, som patienterne spørger til: Hvad koster det? På Frederiksberg ville de spørge til bivirkningerne, fortæller Christian Lund Hansen.

Også færgedriften spiller ind i lægernes hverdag, fordi patienter skal indlægges, og blodprøver skal sendes afsted til laboratoriet i Nykøbing.

Ø-lægerne står selv for alt i klinikken. Foto: Eva Højrup

- Vi har indimellem haft udfordringer, fordi færgen er blevet aflyst i sidste øjeblik, fortæller Katrine Rose Larsen.

Gode til løsningsforslag

Så ølivet og livet i Lolland Kommune kommer med nogle udfordringer, men også med glæder.

- Vi oplever, at det er tit, at tingene fungerer på trods. Der kommer nogle retningslinjer oppefra, som vi så skal tilpasse os. Men folk herude er ret gode til at komme med løsningsforslag og forsøge at få tingene til at fungere alligevel, fortæller Christian Lund Hansen.

- Vi har en rolig base her. Vi har have, natur, hav. Det har stor værdi. Og så kender vi vores patienter meget bedre, end man kommer til i en stor klinik. Man kender folk, deres familier og historier på en helt anden måde, siger Katrine Rose Larsen.

Hver markering på kortet gemmer på en historie. Klik og læs deres fortælling.

 

Din historie. Vores Lolland-Falster

Gode historier kommer ikke af sig selv

Allerede abonnent? Log ind

Vi stiller spørgsmål, tjekker svar og følger sagerne til dørs. Det kræver tid og dygtige journalister. Derfor koster det at læse med. Med F+ får du lokal journalistik tæt på livet på Lolland og Falster – og er med til at betale for den næste gode historie.

Prøv 2 uger for 19 kr. pr. uge

Abonnementet forsætter til normalpris, 39 kr.pr. uge, efter 2 uger.