Cyberangreb på Femern

Arkivfoto: Ingrid Riis/Ritzau Scanpix

Femern henter ekspert ind efter cyberangreb

Problemerne efter cyberangrebet på Femern-byggeriet ser ud til at trække ud. Ifølge Folketidendes oplysninger er en ekstern ekspert nu hentet ind for at få styr på situationen.

Offentliggjort Sidst opdateret

Der er fortsat alvorlige problemer med it-systemerne på Femern-byggeriet ved Rødbyhavn efter cyberangrebet mod entreprenøren FLC.

Ifølge Folketidendes oplysninger er der nu hentet en ekspert med speciale i hacking og cybersikkerhed ind for at forsøge at få kontrol over situationen.

Det sker, efter at flere centrale systemer har været ude af drift, adgangskort ikke har fungeret normalt og dele af arbejdet til søs har været påvirket.

Medarbejdere er tidligere blevet bedt om at holde sig fra computere, wi-fi og mailsystemer, mens flere funktioner på byggepladsen er blevet håndteret manuelt.

Ifølge Folketidendes oplysninger er forventningen nu, at der tidligst kommer mærkbare fremskridt i begyndelsen af næste uge.

Det betyder, at problemerne kan komme til at fortsætte i flere dage endnu.

Femern A/S har tidligere bekræftet, at FLC er blevet ramt af en cyberhændelse, men har ikke oplyst nærmere om omfanget.

- Vores entreprenør FLC har orienteret os om, at de har været udsat for en cyberhændelse. Vi er i dialog med FLC om situationen, og på nuværende tidspunkt har vi ikke yderligere oplysninger, lød det tirsdag fra Jens Villemoes, pressechef i Sund & Bælt.

Bekymret for lønnen

Ifølge Folketidendes oplysninger ved medarbejderne endnu ikke, præcis hvilke data der kan være blevet kompromitteret.

Det drejer sig efter sigende om 2,5 terabyte data.

En af bekymringerne går på, om angrebet alene har ramt systemer knyttet til selve byggeriet og produktionen - eller om også personlige oplysninger om ansatte kan være blandt de berørte data.

Det skaber særlig bekymring på en arbejdsplads med medarbejdere fra en lang række forskellige lande.

Der er også begyndt at opstå bekymring blandt nogle af de timelønnede medarbejdere.

Ifølge Folketidendes oplysninger kan arbejdstimer ikke indberettes digitalt som normalt, og derfor frygter nogle ansatte, at et længerevarende nedbrud kan få betydning for lønudbetalingen.

Gode historier kommer ikke af sig selv

Allerede abonnent? Log ind

Vi stiller spørgsmål, tjekker svar og følger sagerne til dørs. Det kræver tid og dygtige journalister. Derfor koster det at læse med. Med F+ får du lokal journalistik tæt på livet på Lolland og Falster – og er med til at betale for den næste gode historie.

Prøv 2 uger for 19 kr. pr. uge

Abonnementet forsætter til normalpris, 39 kr.pr. uge, efter 2 uger.