Planerne om et datacenter ved Nakskov vækker bekymring blandt andet hos Danmarksdemokraterne i Lolland. Placeringen tæt på byen, vandforbruget og nødgeneratorernes dieseludledning har givet anledning til mange spørgsmål.
Men virksomheden bag projektet mener, at Stensø-arealet er velegnet til et datacenter.
- Jeg kan godt forstå, at folk er bekymrede. Et datacenter kan virke som en sort boks, siger Anders Frich Mathiesen, som er chef for Thylanders datacenterafdeling, der eventuelt skal stå bag opførelsen af anlægget.
Dansk klima er egnet
Han peger blandt andet på adgangen til grøn strøm, mulighederne for at udnytte overskudsvarmen og det danske klima som grunde til, at området er attraktivt.
- Teknologien i moderne datacentre passer godt til de danske temperaturer. De temperaturer, vi arbejder med i datacentret, ligger omkring 40 grader eller derover, siger Anders Frich Mathiesen.
Han uddyber, hvorfor det danske klima er egnet.
- Udetemperaturen i Danmark bliver formentlig aldrig højere end den temperatur, vi skal håndtere i datacentret. Det gør Danmark og Norden attraktive til datacentre, fordi man ikke behøver at bruge energi på køling på samme måde som i varmere dele af verden, siger Anders Frich Mathiesen.
Han forklarer samtidig, at grunden til, at man har udset sig Stensø som en god lokation, er, at området har god adgang til grøn strøm. Samtidig er området et industrikvarter, som kan gøre brug af datacentrets overskudsvarme.
Hvis anlægget skal opføres, er en ændring af lokalplanen nødvendig, men Danmarksdemokraterne satte en stopper for, at det kunne ske. Partiet mener, at datacentret ligger for tæt på Nakskov. Ændringen skulle bare stemmes igennem udvalget for klima, teknik og miljø, men partiet gjorde brug af den såkaldte standsningsret.
Det betyder, at selvom fem politikere stemte for at ændre lokalplanen, og kun Danmarksdemokraternes to mandater stemte imod, skal forslaget nu tages op i byrådet i stedet.
Vand cirkuleres
Ud over at datacentret skal ligge tæt på Nakskov, er der også bekymringer om, at centret vil bruge lokalområdets vandressourcer.
- Vi bygger aldrig datacentre, hvor vand bruges løbende som kølemiddel. Vi bruger lukkede systemer. Det betyder, at når systemet bliver fyldt med vand fra dag ét, cirkulerer det samme vand i datacentret, indtil det engang ikke kan bruges mere – måske efter 30 til 40 år. Der er altså ikke et løbende vandforbrug til køling, forklarer datacenterchefen.
Det omkransede område er placeringen af datacentret. Skærmbillede
Virksomheden regner med at bruge maksimalt 1.000 kubikmeter vand til systemet. En mængde, der svarer til cirka otte familiers årlige vandforbrug, ifølge tal fra Bolius.
Annonce
Hvis datacentret bliver en realitet, skal der også tages stilling til hvilken energi, der skal drive projektet.
- Vi er stadig i udviklingsfasen, og en del af den fase er at finde ud af, hvor energien skal komme fra. Vi vil meget gerne bruge lokalt produceret energi, så vi ikke belaster elnettets transmissions- og distributionssystem unødigt. Der er flere projekter i området, hvor man kan udnytte allerede etableret strøminfrastruktur, siger Anders Frich Mathiesen og tilføjer:
- Vi kan desuden genbruge den varme, vi producerer, i for eksempel drivhuse, fjernvarme eller anden lokal produktion, der kan bruge varme. Det er noget, vi gerne stiller til rådighed, siger Anders Frich Mathiesen.
Godsejer Carl-Johan Einar von Rosen er manden bag datacenter-ideen i Nakskov. Arkivfoto: Marianne Knudsen
Bekymring for dieselpartikler
I alt kommer der til at stå syv 26 meter høje skorstene ved datacentret. De bliver taget i brug, hvis strømmen går, og nødstrømsgeneratorerne slår til. Generatorerne kører på dieselolie.
Det har fået flere lokale til at stille spørgsmålstegn ved, hvilken påvirkning dieselrøgen vil have på byen, hvis datacentret etableres.
- Der er meget specifikke krav til at få lov til at etablere skorstene, og dem følger vi selvfølgelig. Det omfatter også de relevante krav til filtre, siger Anders Frich Mathiesen.
Vi stiller spørgsmål, tjekker svar og følger sagerne til dørs. Det kræver tid og dygtige journalister. Derfor koster det at læse med. Med F+ får du lokal journalistik tæt på livet på Lolland og Falster – og er med til at betale for den næste gode historie.
Seneste artikler
54-årig tiltalt for at voldtage og tvinge ægtefælle til seksuelle handlinger foran webcam
Gal i Gedser: Bil i tomgang vakte betjentenes opmærksomhed
Jan trodsede advarslen: Så kom tårerne
Klubhuset er udbrændt: - Vores sjæl ligger derinde
Lidl tilbagekalder røget ørred efter fund af listeria
Mest læste artikler
Efter stor eftersøgning: Mand fundet livløs i vandet
Mand fundet død i Maribosøerne
DMI udsender varsel
Kommune hjemsender omstridt centerchef
Efter 69 år: Vil rive gigantisk vartegn ned