Flere gange stirrer Rikke Suhr ind gennem de smadrede ruder. Ind i det mørke, der har opslugt de lokaler, som normalt genlyder af livsglæde og kampråb.
Klokken nærmer sig middag, og hun har fået lov til at køre lidt tidligere fra arbejde. Da hun kommer frem til Bøgevej i Søllested, er politiet væk, og kun brandvæsenets indsatsleder, folk fra skadeservice og klubfolk er tilbage ved den gule bygning. Omkring ti timer tidligere blev der sat ild til klubuhuset.
Jeg tænkte straks på vores fine nye tag, da jeg hørte om branden.
Nu står hun og ser på det 49 år gamle klubhus, som i en rum tid ikke vil kunne benyttes af medlemmerne. Døre og vinduer er ved at blive blændet af, så uvedkommende ikke kan komme ind. Først sidst på ugen er det forventet, at politiets teknikere kan undersøge brandstedet, og derfor skal uvedkommende kunne holdes ude.
- Det kom sgu som lidt af et chok, siger Rikke Suhr, som først læste om branden i den messenger-gruppe, som bestyrelsen i idrætsforeningen har.
Historien kan være væk
Annonce
Nu kan hun ved selvsyn se, hvor slemt det er. Store dele af underetagen er udbrændt, og dermed kan en stor del af historien være gået tabt.
- Derinde har vi vores pokaler, billeder ... Ja, alle vores minder, siger hun stille.
Det hele er endnu så nyt, at det er svært for formanden at sætte ord på, hvad branden betyder for foreningen. Men der skal også hurtigt tænkes på alt det praktiske, for ikke alle hold har afsluttet efterårssæsonen.
Formand Rikke Suhr og bestyrelsesmedlem Julie Lærke Lorentzen ser på klubhusets brandskader. Foto: Palle Nevad Frandsen
Fodboldspillerne har dog allerede fået lov til at bruge Højrebyhallens omklædningsrum, men der skal skaffes bolde og tøj. Rikke Suhr håber, at boldene kan lånes i en af naboklubberne.
Meget af spillertøj var gjort klar til vask efter weekendens kampe, og noget lå allerede i tørretumbleren. Selv om nogle kampedragte måske har overlevet flammerne, vil det være røgskadet, og samtidig kan der gå et par uger, før de får adgang til det. Derfor skal der i en fart skaffes nyt tøj til de hold, som mangler at spille kampe.
Har fået helt nyt tag
Midt i alt det triste er der dog et lille lyspunkt. For selv om branden har ødelagt meget, så ser taget ud til at have det godt.
- Jeg tænkte straks på vores fine nye tag, da jeg hørte om branden, fortæller Rikke Suhr.
Det er mindre end tre måneder siden, at arbejdet med at lægge nyt tag på klubhuset blev afsluttet.
Idrætsforeningen havde modtaget en million kroner fra Nordea-fonden til at udskifte taget og tagvinduerne, da det gamle tag var utæt. Donationen skulle sikre, en længere levetid for klubhuset fra 1977, og at foreningens energiomkostninger blev reduceret. Samtidig skulle renoveringen bidrage til, at klubhuset fortsat kunne være omdrejningspunktet for fællesskab og sportslige aktiviteter.
Annonce
Taget ser heldigvis ikke ud til at have lidt overlast, selv om varmen har sat spor på både udhæng og tagrender ved de smadrede vinduer og døre.
Frygter for helt ny dør
Til gengæld tvivler formanden på, at en helt ny dobbeltdør kan reddes efter skaderne fra branden. Søllested Idrætsforening havde gennem lang tid sparet sammen til den nye dør, og den havde kun siddet der i få måneder.
- Det er helt surrealistisk at stå og kigge på det, siger Rikke Suhr og bestyrelsesmedlem Julie Lærke Lorentzen samstemmende, mens blikkene er rettet ind i klubhusets mørke.
Nok er idrætsforeningen forsikret, men pengene kan ikke gøre op for de ødelagte minder og de mange timer, som medlemmer har investeret i klubhuset.
Vi stiller spørgsmål, tjekker svar og følger sagerne til dørs. Det kræver tid og dygtige journalister. Derfor koster det at læse med. Med F+ får du lokal journalistik tæt på livet på Lolland og Falster – og er med til at betale for den næste gode historie.
Seneste artikler
Hvad skal der med i mit CV?
Alle kender stemmen: Men hjemme i Nykøbing har Anders et helt andet projekt
Museer og dyreparker er danskernes foretrukne mål i efterårsferien
Er det genialt? Lollandsk forslag kan rykke ved uretfærdigheden
Henstilling fra politiet hjalp ikke: Truede kvinde to gange
Mest læste artikler
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Fundet livløs i rabatten: Cyklist fløjet til Rigshospitalet
Stjal 450.000 fra gymnastikfolk og tipsklub
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde
Bostedet Langholt lukker