Godsejer Frederik Reventlow vil ikke lade godset eje ham

Der går ikke mange minutter, før Frederik Reventlow har forladt hovedbygningen og er på vej ud over Agerupgaard. Han vil hellere vise stedet frem, mens vi går, end sidde stille og fortælle om det. Turen går gennem parken og videre ud i landskabet omkring godset, hvor han undervejs stopper ved kanten mellem en mark og et stykke skov.

Ved første øjekast er der ikke meget opsigtsvækkende over stedet, men for Frederik fortæller netop skovkanten noget om den måde, han gerne vil forvalte Agerupgaard på. Han peger først på et stykke, hvor træer og buske er klippet næsten lodret af for ikke at brede sig ind over marken, og derefter på en del af skoven, hvor kanten har fået lov at udvikle sig mere naturligt. Her bliver overgangen mellem mark og skov bredere, og det giver bedre betingelser for planter, insekter og fugle

Det er den slags detaljer, Frederik vender tilbage til flere gange under turen. Han ønsker ikke, at Agerupgaard alene skal være en effektiv landbrugsbedrift, men at der også skal være plads til mere natur og biodiversitet. Selv siger han, at ejendommen gerne skal “summe af liv”, og han beskriver sit eget syn på natur og landbrug som forholdsvis atypisk i godsejerkredse.

Netop derfor er der også en tydelig modsætning i hans situation. For samtidig med at Frederik har klare forestillinger om, hvordan han gerne vil udvikle Agerupgaard, er det landbrugets økonomi, der lige nu tvinger ham til at træffe nogle af de sværeste beslutninger, siden han overtog stedet.

En stor beslutning

Frederik overtog Agerupgaard i 2019, og han er nu i gang med at ændre fundamentalt på den måde, ejendommen bliver drevet. Efter fem år med egen driftsleder har han besluttet at stoppe den hidtidige landbrugsdrift og i stedet forpagte jorden ud. Beslutningen blev truffet efter sommerens høst, som ikke gav det resultat, der var nødvendigt for at få regnestykket til at hænge sammen.

Det er ikke den løsning, Frederik selv havde håbet på. I flere år har han forsøgt at finde en måde at producere fødevarer på, som både passede til hans egne tanker om natur og kvalitet og samtidig kunne betale sig på de knap 400 hektar, han har arbejdet med. Problemet er, at almindelige landbrugsvarer bliver handlet på et internationalt marked, hvor det i høj grad handler om at have de laveste produktionsomkostninger. Et kilo hvede fra Agerupgaard skal konkurrere med hvede fra langt større bedrifter i både Danmark og udlandet, og Frederik mener ikke længere, at ejendommen har den nødvendige størrelse til at være blandt de mest effektive producenter.

Da hans bedsteforældre købte Agerupgaard i 1950'erne, hørte der omkring 180 hektar til stedet. Dengang var det en stor ejendom, som kunne købes med en forventning om, at familien skulle leve af landbruget. I dag er Agerupgaard væsentligt større, men landbruget omkring den er vokset endnu hurtigere, og Frederik ser en udvikling, hvor de mest effektive bedrifter måles i tusindvis af hektar. 

Han har derfor brugt de seneste år på at lede efter andre muligheder. På mindre arealer forestiller han sig blandt andet naturpleje med kvæg, og på længere sigt håber han stadig på at kunne udvikle en produktion, der passer bedre til hans ønske om mere natur og fødevarer, han selv kan stå inde for. Men han har ikke fundet en model, der kan bruges på hele ejendommen.

Frederik håber også, at et planlagt solcelleprojekt kan blive en del af løsningen. Indtægterne fra solcellerne vil kunne give Agerupgaard større økonomisk frihed og dermed også bedre mulighed for at bruge andre dele af jorden på den måde, han selv ønsker. Han lægger ikke skjul på, at solcellerne ikke nødvendigvis pynter i landskabet, men som han selv siger, kan de til gengæld pynte på regnskabet.

- Jeg har ikke kunnet finde et alternativ, der kunne betale regningerne, siger Frederik.

Det gør især ondt for Frederik at overlade markerne til en mere konventionel landbrugsdrift, når han selv havde ønsket at gå i en anden retning. Men lige nu vægter økonomien en del tungere end idealerne.

Først og fremmest en virksomhed

Det bliver tydeligt igen, da spørgsmålet falder på, hvad Agerupgaard egentlig er for ham. Et hjem, en arv eller måske et stykke familiehistorie kunne være oplagte svar, men Frederik begynder et andet sted.

- Det er først og fremmest en virksomhed.

Da hans far overdrog Agerupgaard, skrev han i overdragelsesdokumentet, at stedet skulle være “til gavn og glæde”. Frederik vender tilbage til formuleringen flere gange under besøget, men for ham kræver den også, at virksomheden har en stabil økonomi. Et gods kan være nok så smukt og historisk interessant, men hvis indtægterne ikke kan betale udgifterne, bliver resten svært at opretholde.

Derfor forsøger han også at skabe andre indtægter end dem, der kommer fra markerne. Hovedbygningen bliver blandt andet lejet ud til bryllupper, og den forretning er blevet en del af forsøget på at få Agerupgaard til at hvile i sig selv. Det betyder samtidig, at en del af det, der udefra kan ligne ren herlighed, skal betragtes som noget, der også skal tjene penge.

Det er på sin vis også bryllupsforretningen, der har fået Frederik til at se anderledes på en titlen som godsejer, han tidligere havde svært ved at bruge om sig selv.

- Jeg er langsomt ved at acceptere, at det måske er en passende beskrivelse, siger han om ordet godsejer.

Han er begyndt at bruge betegnelsen på hjemmesiden, hvor den passer naturligt ind i fortællingen om Agerupgaard som ramme om bryllupper. Når Frederik selv viser et brudepar rundt, er han ikke en ansat, der fremviser et feststed. Han inviterer dem ind i sit eget hjem og på sin egen ejendom, og i den sammenhæng er han netop godsejeren.

Alligevel er det ikke en identitet, der sidder lige så dybt i ham, som han oplever, at den gør hos nogle fra hans fars generation. Frederik er hverken uddannet landmand eller vokset op med den daglige drift på Agerupgaard. Det har gjort overtagelsen mere krævende, fordi meget skulle læres fra bunden, men han ser samtidig en frihed i ikke at være opdraget med, at bestemte ting nødvendigvis skal gøres, som de altid er blevet gjort.

En atypisk godsejersøn

Frederik voksede op i Klampenborg nord for København, selv om Agerupgaard hele tiden var en del af hans liv.

Frederiks bedsteforældre, Claus og Ellen Reventlow, købte Agerupgaard i 1955. Den tidligere ejerfamilie forsvandt dog ikke med det samme fra stedet. Else Reventlow, enken efter Rudolph Reventlow, blev boende i hovedbygningen, mens Frederiks far og hans søskende voksede op i forvalterboligen. Frederiks egne forældre gjorde også et forsøg på at slå sig ned på Lolland, da han var helt lille, inden familien endte i hovedstadsområdet.

Agerupgaard blev derfor ikke hans faste barndomshjem, men stedet var alligevel tæt på. Han tilbragte sommerferier her og kom ofte i weekenderne, og netop den tilknytning betyder noget for ham i dag. For selv om han insisterer på at betragte Agerupgaard som en virksomhed, går der ikke længe, før det bliver tydeligt, at stedet også er langt mere personligt end det.

Han og familien har selv forsøgt at bo fast på Agerupgaard. Da datteren var nyfødt, boede de her i omkring et år, men hverdagen med små børn gjorde afstanden til bedsteforældrene vanskelig. Samtidig er hans hustru læge, og hendes uddannelsesforløb har gjort det svært at etablere familiens liv permanent på Lolland.

I dag er der kommet endnu en komplikation til. Når hovedbygningen bliver lejet ud til bryllupper hen over sommeren, giver familien samtidig afkald på at bruge huset selv i en del af den periode, hvor Frederik netop gerne ville skabe de samme minder for sine børn, som han selv fik på Agerupgaard.

Det er en af de modsætninger, der følger med den nye forretning. Udlejningen hjælper med at betale for godset, men gør det samtidig mindre tilgængeligt som familiens eget sted. Frederiks drømmescenarie er derfor en økonomi, hvor han ikke behøver at leje hovedbygningen ud, og hvor familien i højere grad selv kan bestemme over huset.

- Det er også vores hjem. Vi deler det med andre, når vi lejer det ud, siger han.

I anden del af fortællingen rykker vi indenfor på Agerupgaard og tættere på familien, historien og spørgsmålet om, hvem der en dag skal overtage.