Helena frygter, hvad skolelukning vil gøre ved pressede familiers hverdag

Det går nok. Eller gør det?

Når skolen i Søllested lukker, venter både skoleskift og længere skolevej for en række børn. Men hvem er egentlig de familier, der skal få den nye hverdag til at hænge sammen?

En af dem er familien Zakrzewska. Og her er der i forvejen rigeligt at kæmpe med.

Helena Zakrzewska har haft fire blodpropper. Den første fik hun, da hun var tolv uger henne i sin graviditet med datteren Ewa. Siden fik hun tre mere. De har blandt andet ødelagt hendes lunger og i en periode gjort, at højre side af hendes krop ikke duede. Men hun kæmpede sig tilbage gennem træning. Hun er også opereret tre gange i rygsøjlen, og så lider både hun og hendes mand Arik af depression efter tabet af deres søn for to år siden.

Skolelukning

Helena nægter at slippe håbet om en løsning

Helena Zakrzewska har flere idéer til, hvad der måske kunne nå at redde skolen i Søllested Landsbyordning.

Nu skal livet så kompliceres yderligere. For hende og for andre forældre, der ifølge Helena for manges vedkommende også er hårdt pressede.

For små og sårbare til at køre alene

Helena Zakrzewska peger især på, at en lukning af skolen i Søllested Landsbyordning vil skabe store praktiske problemer for familier, som skal få skole, arbejde og transport til at hænge sammen.

- Især familier med små børn fra 0. til 3. klasse. De kan være for små eller for sårbare til bare at blive sendt alene med bus eller tog, siger hun og nævner konkret en veninde med et barn i 1. klasse, som er meget sensitivt.

- Min veninde mener ikke, at hendes barn kan klare turen alene til en anden skole, fortæller hun.

Hverdagen falder fra hinanden

Et andet centralt problem er afstanden. Hun nævner blandt andet forældre, der allerede kører deres børn fra Rødbyhavn til skolen i Søllested, fordi børnene dér har fundet den ro og støtte, de har brug for.

- Hvis børnene skal flyttes til andre skoler, kan nogle forældre få endnu længere at køre. For eksempel kan forældre fra Rødbyhavn risikere at skulle aflevere deres børn i Nakskov, og det kan betyde næsten dobbelt så lang transport – samtidig med at de skal nå på arbejde om morgenen, siger hun og spørger:

- Hvordan skal de få hverdagen til at hænge sammen, hvis de både skal aflevere og hente deres børn langt væk?

Hendes pointe er derfor ikke bare, at der bliver længere til skole. Hun beskriver en kæde af problemer: Mere bilkørsel, tidligere morgener, vanskeligere aflevering og afhentning, dårligere mulighed for at passe et arbejde og særlige problemer for børn, der ikke uden videre kan tage bus eller tog alene.

Kan få familier til at opgive at bo her

Selv er hun på vej til at blive førtidspensionist, fordi hendes helbred er så dårligt. Helena Zakrzewska har ellers været glad for sit arbejdsliv, både da hun var ansat i Lolland Kommune til at gøre rent, og da hun arbejdede i fire år som polsk-dansk tolk i et fleksjob hos 3F. Men måske er der lidt hjælp at hente i det, påpeger hun.

- Når jeg bliver førtidspensionist, kan jeg måske lidt nemmere få det til at hænge sammen at skulle aflevere og hente Ewa i Nakskov, siger hun.

Helena sentimental om skolelukning

Holder mindet om afdød søn i live

For to år siden døde Helena Zakrzewskas 16-årige søn af sygdom. Når hun afleverer sin datter i skolen på Søllested Landsbyordning, fremkalder det stærke billeder af hendes søn Aron.

Helena Zakrzewska mener også, at nogle børnefamilier kan ende med at flytte helt væk, når børnene tvinges til at skifte skole. Men hun påpeger samtidig, at det ikke er en mulighed for alle. Selv har hun og familien ikke råd til at flytte. De har købt deres hus på pantebrev, strakt økonomien til det yderste, indrettet huset med genbrug og har en køkkenhave med selvforsyning.

Er for knyttet til minderne til at flytte

Men Helena Zakrzewska kan faktisk heller ikke få sig selv til at flytte. Hun er knyttet til huset, som familien fik forvandlet fra et håndværkertilbud til et istandsat hus, og hun finder glæde og opmuntring i at gå i haven, dyrke grønsager samt sylte og henkoge.

Endelig er hun knyttet til bestemte steder på Lolland af de mange minder, hun bærer med sig fra en tid, da livet var lettere, helbredet bedre og både hendes far og hendes søn levede.

- Her har jeg fundet mit sted i verden. Jeg elsker at være her, og derfor vil jeg ikke herfra.

Desuden er hendes søn og hendes far begravet på Ryde Kirkegård.

- Det ville derfor være meget hårdt for mig, hvis vi blev nødt til at flytte, siger hun.