Guldborgsund

Henning Christoffersen så døden i øjnene, da han fik hjertestop på denne vej på Møn. Foto: Michael Patrick Larsen

Henning var død i 15 minutter: - Livet får et helt andet perspektiv

Henning Christoffersen fik sidste år hjertestop og var klinisk død i 15 minutter. Nu vil han ikke længere nøjes - hverken i rallybilen eller i livet.

Offentliggjort

De grønne vinranker dækker landskabet som et tæt tæppe. Solen bager, og temperaturen har sneget sig op på 35 grader.

Normalt ånder det fred og idyl langs Mosel i det sydvestlige Tyskland.

Men fred er der intet af denne søndag i august.

- Nu skal du kraftedeme trække vejret, siger René Christoffersen til sin storebror.

Med syre i armene sender Henning Christoffersen den lille, hvide Volkswagen Golf gennem de snoede rallyveje mellem vinmarkerne. Det går stærkt. Rigtig stærkt.

Inden søndagens afsluttende prøver er de 44 sekunder efter nummer to.

Brødreparret er tæt på at krone weekenden og fuldende et comeback, der blot et år tidligere virkede helt utænkeligt.

Hjertestop i rallybilen

Vi spoler tiden tilbage til den 24. maj 2025.

Henning Christoffersen sidder bag rattet i den lille, hvide Volkswagen Golf. René sidder ved siden af.

Ved Nykøbing F. Motorsports 75-års jubilæumsløb får Henning hjertestop. I 15 minutter er han død, før det lykkes at genoplive ham.

Han vågner dagen efter på Rigshospitalet og har det efter omstændighederne godt.

H. & R. Christoffersen Historic Rally Team

Brødrene Christoffersen, storebror Henning fra Vordingborg og lillebror René fra Nykøbing, driver sammen rallyteamet HRC Rally. De har kørt rallyløb siden 2019.

De kører i en historisk Volkswagen Golf GTI fra 1979 i Gruppe 2-trim. De kalder bilen "Den hvide dame". Når den ikke er ude at køre, står den på deres værksted i Nykøbing.

Henning kører bilen, og René sidder ved siden af som co-driver og læser noter og instrukser.

Brødrene blev danske mestre i klassen for historiske biler op til 1.600 ccm i 2020, 2021 og 2024.

Men noget har ændret sig.

- Livet får et helt andet perspektiv, når man har været død, siger Henning.

Tag den bedste løsning

Den 4. juni 2025 får han foretaget en firdobbelt bypass-operation. Efterfølgende får han indopereret en ICD - en lille hjertestarter, ligesom fodboldspilleren Christian Eriksen også har fået.

I dag tager han medicin, men har næsten ingen mén - kun at han bliver hurtigere træt end tidligere.

For Henning var der aldrig nogen tvivl om, at han hurtigt skulle tilbage bag rattet. Lige der, hvor han føler sig allermest i live.

Som en smuk gestus valgte Nykøbing F. Motorsport at kåre Henning Christoffersen som "dagens vinder" af jubilæumsløbet, der aldrig blev færdigkørt. Privatfoto

Oplevelsen har nemlig efterladt Henning med én klar beslutning:

Rallye ADAC Mittelrhein 2026

  • Hvor: Eifel- og Moselområdet i delstaten Rheinland-Pfalz i det vestlige Tyskland med blandt andet hastighedsprøver gennem vinmarkerne langs Mosel.

  • Løbet: 2026 var femte gang, Rallye Mittelrhein blev afviklet. Løbet talte blandt andet til det tyske rallymesterskab, DRM.

  • Omfang: Der blev kørt 13 hastighedsprøver. 80 hold fra otte nationer var tilmeldt, og omkring 5.000 tilskuere fulgte løbet.

  • Klasser: Der blev konkurreret i 18 forskellige klassekategorier. Henning og René Christoffersen stillede op i klassen "NC4" for biler med blandt andet Gruppe F- og historisk klassifikation og motorer på 1.400-1.600 ccm.

Kilder: ADAC Mittelrhein, ADAC Motorsport og Deutscher Motor Sport Bund (DMSB).

- Jeg gider ikke nøjes mere. Hvis der er noget, man vil, så lad være med at tage nummer to løsning. Tag den bedste, siger han kontant.

Allerede den sidste lørdag i august 2025 - godt tre måneder efter hjertestoppet - er han tilbage bag rattet i "Den hvide dame" og kører rallysprint i Gammelrand på Sjælland. Tre uger senere kører han Rally Midtsjælland. Med lillebror René ved sin side som co-driver.

Han kan hurtigt mærke, at han stadig har den. Han føler, at han har samme kapacitet, reaktionsevner og fornemmelse for fart som før.

- Jeg har været usandsynlig heldig, siger Henning og fortsætter:

- Jeg har røget i 45 år. Jeg har spist usundt. Jeg har aldrig trænet, siger han og fortæller, at han tidligere i perioder har drukket en del alkohol.

- Jeg har også levet livet. Der er ikke noget på den konto, jeg er bagud med.

- Men jeg er her, og jeg har det godt. Og jeg kan dyrke min sport, siger han.

Højdepunktet

Hjertestoppet har ændret den måde, Henning vælger sine oplevelser på.

- Tidligere tænkte jeg, at vi bare skulle tage alt det, vi kunne få. Nu vælger jeg hellere noget fra for at få noget bedre, siger han.

Den filosofi har denne søndag i august bragt ham til Rallye Mittelrhein 2026 ved Mosel - brødrenes hidtidige rallyhøjdepunkt.

Inden søndagens sidste fire prøver er de 44 sekunder fra andenpladsen. Efter to prøver er afstanden barberet ned til seks.

Brødrene kørte i de smukkeste omgivelser til rally i Mittelrhein. Privatfoto

Da løbet er slut, har brødrene hentet resten. Og mere til.

De slutter på andenpladsen i klassen - 6,8 sekunder foran den bil, de jagtede søndagen igennem.

- Udover at det var et fedt løb, så var det også en sportssucces. At komme hjem med en andenplads i klassen dernede med mange nyere biler var vi lidt stolte af, siger René.

Men brødrene er ikke færdige.

Rallylegend

Om få dage stiller brødrene til start ved Rallylegend i San Marino - et af Europas største arrangementer for historiske rallybiler, hvor tidligere verdensstjerner, ikoniske biler og aktive rallykørere samles. 

Sidste år opgjorde arrangørerne besøgstallet til mere end 110.000 over de fire dage, Rallylegend blev afholdt.

- Det har hele tiden været det, jeg ønsker at komme ned og køre, siger Henning om løbet, der varer fra 8. til 11. oktober.

Han er færdig med at nøjes. Nu vil han opleve, mens han kan.

- Hvis jeg skulle dø i en rallybil, ville jeg ikke tage det som en straf.

Gode historier kommer ikke af sig selv

Allerede abonnent? Log ind

Vi stiller spørgsmål, tjekker svar og følger sagerne til dørs. Det kræver tid og dygtige journalister. Derfor koster det at læse med. Med F+ får du lokal journalistik tæt på livet på Lolland og Falster – og er med til at betale for den næste gode historie.

Prøv 2 uger for 19 kr. pr. uge

Abonnementet forsætter til normalpris, 39 kr.pr. uge, efter 2 uger.