Flere muligheder i spil

Stort kornsilokompleks ved en kanal med blå himmel og industribygninger.
DLG vil næste år rive den til den tid 70 år gamle kæmpesilo ned. Foto: Michael Patrick Larsen

Hvad skal erstatte kæmpe vartegn?

Det kan tage over et år, før 50 meter stor silo er helt væk fra placering på Nordlolland.

Offentliggjort Sidst opdateret

Lolland Kommunes klima-, teknik- og miljøudvalg har sagt ja til, at der kan blive udarbejdet en ny lokalplan for havnen i Bandholm.

Lokalplanen er nødvendig, da grovvarevirksomheden DLG ønsker at indstille sine aktiviteter i den private erhvervshavn, og som led i tilbagetrækningen skal rive alle sine bygninger ned. Det betyder et farvel til den 50 meter høje silobygning, der kan spottes selv langt fra havnebyen.

Der er mange muligheder, og de er alle sammen gode.

Christoffer Knuth

Knuthenborg Gods, der er ejer af Bandholm Havn, forventer dog først, at DLG vil være færdige med oprydningen sidst i 2027.

Kommuneplan afslører nye muligheder

Selv om erhvervshavnen siger farvel til en kunde, der har rødder helt tilbage i 1862, hvor C.A. Qvade & Co. oprettede butik i byen, er det ikke et tegn på, at havnen er ved at sige farvel til erhvervsaktiviteterne. 

For lidt mere end to år siden var det en anden grovvarevirksomhed, Danish Agro, der ikke ønskede at forlænge sin lejeaftale med Knuthenborg. Her blev der også revet flere haller ned, men der stod hurtigt nye lejere klar i kulissen. Blandt dem var NCC, som i dag har mere aktivitet i Bandholm Havn, end Danish Agro havde.

Christoffer Knuth kan endnu ikke fortælle, hvad havneområdet skal bruges tiil. Arkivfoto: Palle Nevad Frandsen

Dykker man ned i Lolland Kommunes "Kommuneplan 2025-2037", er der et afsnit om erhvervshavnen, hvor den er udpeget som et såkaldt byomdannelsesområde. Det er et område, som typisk skifter fra erhverv, industri eller havneaktivitet til boliger, institutioner og lettere erhverv.

I kommuneplanen fremgår det, at havnen i fremtiden vil kunne bruges til havnerelaterede erhverv, men at der også vil være mulighed for husbåde, hotelbyggeri, butikker og restauranter.

Fremtidige planer ikke færdige

Hvad fremtiden bringer, er dog endnu uvist.

- Jeg kan simpelthen ikke afsløre det, for vi er ikke selv 100 procent afklaret, fortæller direktør og ejer af Knuthenborg, Christoffer Knuth.

- Der er mange muligheder, og de er alle sammen gode, men endnu har vi ikke en endelig plan.

Selv om DLG forlader havnen, er det heller ikke helt slut med korn på området. Knuthenborg ejer selv et par haller i nærheden af DLGs bygningsmasse, og de bliver brugt til opbevaring af korn.

Gode historier kommer ikke af sig selv

Allerede abonnent? Log ind

Vi stiller spørgsmål, tjekker svar og følger sagerne til dørs. Det kræver tid og dygtige journalister. Derfor koster det at læse med. Med F+ får du lokal journalistik tæt på livet på Lolland og Falster – og er med til at betale for den næste gode historie.

Prøv 2 uger for 19 kr. pr. uge

Abonnementet forsætter til normalpris, 39 kr.pr. uge, efter 2 uger.