Jan trodsede advarslen: Så kom tårerne

- Du skal ikke køre derover, for du kan ikke tåle det.

Sådan lyder beskeden i telefonen. Kort og kontant.

Morgensolen er endnu på vej op. Det er første dag i skolernes efterårsferie, og det ser ud til at blive en smuk en af slagsen. Men ikke alt er, som det plejer i Søllested denne morgen. Nogle områder er lukket med politiets afspærringsbånd.

Den korte besked falder under en telefonsamtale mellem to tidligere formænd for Søllested Idrætsforening. To af den slags ildsjæle, der lige nupper cyklen for at holde øje med klublivet, måske samle lidt skrald og klare den oprydning, som nogle af de unge har glemt. 

Kører derover alligevel

Jan Larsen har lige læst på Facebook, at der har været ballade og brand ved byens kolonihave. Det er ikke første gang, og det er ikke noget, han tænker videre over, da hans kammerat Flemming, der også hedder Larsen til efternavn, ringer. Beskeden er kort og kontant - og den virker selvfølgelig ikke. Jan kan høre på Flemmings stemme, at noget er helt galt.

- Det første, jeg gør, er at køre derover, forklarer Jan.

Flemming fortæller, at han godt vidste, at Jan ikke blev hjemme. Det kunne ikke være anderledes.

Men kammeraten har ret. Jan Larsen kan ikke klare det.

Hørte det i lokalradioen

Flemming selv er stået op klokken 7 for at komme ned og arbejde i byens genbrugsbutik. Selv om han er fyldt 70 år, er han endnu ikke klar til at sidde hjemme hele dagen. Nu sidder han med morgenmaden, mens Radio Sydhavsøerne leverer baggrundsstøjen.

I radioen hører han, at der har været brand i nogle kolonihaver og indbrudsforsøg hos en guldsmed, men han synes også, at Søllested Idrætsforenings klubhus bliver nævnt. 

Han spørger sin hustru, om hun også har hørt klubhuset blive nævnt, men det mener hun ikke. Tvivlen nager, og derfor cykler han over til klubhuset på Bøgevej, så snart morgenmaden er sat til livs. Flemming bliver nødt til at se, hvad der kan være sket, inden han fortsætter på arbejde.

Ikke forberedt på synet

Da han ankommer til klubhuset, ser han med det samme politibilen og den kvindelige betjent, som holder vagt og har gjort det hele natten. Men ellers er der ikke meget at se. Flemming bemærker dog, at alle vinduer på førstesalen står åbne.

Han går rundt om bygningen, og så kommer chokket.

- Jeg begynder med det samme at vande høns, fortæller Flemming Larsen med et lille distancerende smil.

På  klubhusets facade ud mod boldbanerne er flere vinduer sprængt af varmen. Stanken af røg hænger tungt, og ødelæggelserne inde i den helt sortsvedne stueetage er tydelige.

- Det gør virkelig ondt at se. Jeg er slet ikke forberedt på, hvor slemme skaderne er, da jeg pludselig står foran dem.

Græder flere gange

Samme oplevelse har Jan Larsen, da han lidt senere når frem.

Normalt er han ikke en mand med let til tårer, men da han ser de voldsomme brandskader inde i huset, går han helt i stå. Han fremstammer et spørgsmål om, hvad det dog er for noget, mens tårerne løber ned ad hans kinder. Et par af klubbens yngre frivillige kommer over og giver ham et kram. 

- Jeg kan slet ikke have det. Det ødelægger mig fuldstændig indvendig. Det er især tanken om alle de unge mennesker, som kommer her hver dag og kæmper for at skabe noget, der kan samle byen. De har brugt så mange kræfter på det hus, og der var lige sat nyt køkken i, fortæller han.

Tårer er der mange af. Jan græder, da han kommer hjem i køkkenet, og i de følgende dage bliver øjnene våde flere gange, når han taler om klubhuset.

Smeltet pokaler

De to ildsjæle er godt klar over, at det er et klubhus og ikke et egentligt hjem - alligevel har det føltes som et hjem for mange. Flemming mener da også, at han vist er endt med at sove i klubhuset efter en af de rigtig sjove fester.

Men klubhuset er også et sted fyldt med minder, som ikke kan erstattes af penge fra forsikringen.

- Det rammer mig virkelig voldsomt, da Flemming fortæller mig, at pokalerne er smeltet. Han siger: De ligger kraftedeme i en klat nede på gulvet. Det var virkelig en hård besked, for det er jo hele vores historie.

Læs også

Klubhuset er udbrændt: - Vores sjæl ligger derinde

Historien er brændt

Jan Larsen skynder sig at tilføje, at han ikke har været med til at vinde nogle af de pokaler. Det var ikke på fodboldbanen, han havde sine styrker, men han har været med til at fejre flere triumfer. 

I dagene efter tager han flere gange cyklen og vender omkring klubhuset. Hver gang er resultatet det samme. Tårerne kommer hurtigt. Det gør stadigvæk ondt.

- Vi er blevet ramt i vores hjerter. Det er jo vores historie, som de har brændt, siger han.