"Jeg har lyst til dig."
"Drømmer om dig - som jeg plejer."
"Du er virkelig den sødeste, og lækreste jeg kender."
Det er nogle af de beskeder, en 58-årig plejefar sendte til sin mindreårige plejedatter, og som onsdag blev gennemgået på første retsdag i nævningesagen mod ham.
Manden er tiltalt for at have groomet, voldtaget og truet pigen. Han nægter sig skyldig i alle forhold.
I retten erkendte han dog, at den skriftlige kontakt mellem de to var upassende.
- Det er tåbeligt. Jeg må bare lægge mig fladt ned. Det var sådan vi skrev. Det var tåbeligt, sagde den tiltalte fra anklagebænken.
Afviser seksuel interesse
Anklageren gennemgik en lang række beskeder mellem den tiltalte og plejedatteren.
Ud over "Jeg har lyst til dig" skrev han blandt andet "Elsker dig. Glæder mig til at holde dig, og kramme dig", "Du er pæn. Du er lækker. Du er fin. Du har det hele" og "Hold op, jeg havde abstinenser".
Den 58-årige afviste foran de tre dommere og otte nævninge, at beskederne var udtryk for seksuel interesse.
- Det kan godt være fordi, jeg har savnet hende. Men jeg holder fast i, at det er upassende, det jeg har skrevet. Det var jo ikke fordi, jeg havde fysiske abstinenser eller noget som helst, forklarede den tiltalte.
Da han blev spurgt direkte til formuleringen "jeg har lyst til dig", erkendte han, at han havde skrevet den.
- Ja, det har jeg. Der ligger ikke mere i det, end at det var sådan vi skrev til hinanden, forklarede han.
På spørgsmålet om, hvorvidt han faktisk havde lyst til pigen, svarede han nej.
Kodesprog og jalousi
De to havde ifølge den tiltalte også et særligt kodesprog med emojis og kaldenavne.
Han var blandt andet pigens "panda", som ifølge ham betød "jeg elsker dig". En jordklode kunne betyde "du er min verden", mens pingviner betød, at de holdt sammen.
- Hun sendte mig også et brudepar og en baby. Det var jo bare en joke. Det var noget fjollet noget, sagde plejefaren.
Han forklarede også, at han godt kunne finde på at skrive, at han var jaloux på "alle de lækre drenge ude på skolen".
- Jeg kan ikke gemme det væk. Jeg må tage den på mig, sagde han.
Den 58-årige fastholdt samtidig, at det efter hans opfattelse var plejedatteren, der ønskede en kærestelignende relation.
På spørgsmålet om, hvorvidt man udefra kunne tro, at de var kærester, svarede han:
- Ja, det kunne man godt. Hun ville gerne være kærester. Hun ville gerne alt muligt, sagde han.
Sagen fortsætter mandag, hvor plejedatteren skal afgive forklaring. Hendes forklaring ventes at foregå bag lukkede døre.
Seneste artikler
Holder fast i påbud: Fortsat alvorlige problemer på tandlægeklinik
Fandt 461 gram hash: To personer fældet af tip
Slidte cykelstier får ny asfalt: Trafikken påvirkes i fem dage
Tynd redegørelse om et stort ansvar
Fik 630.000 kroner til foreningshus: Nu står de tilbage med hul i jorden
Mest læste artikler
Mand fundet død i Maribosøerne
Stor eftersøgning ved den nye Storstrømsbro
DMI udsender varsel
Clara åbner ny kaffebar: Farens død lærte hende vigtig lektie
Afføring smurt ud på toiletter og ødelagte møbler på spritny skole