Nysted Sauna- og Havbad

Jens Frederiksen (th. ved siden af statsministeren) nåede som formand for Nysted Sauna- og Havbad at få forklaret hele tre ministre om udfordringerne med at få tilladelse til en tilbygning til den toppopulære sauna. Foto: Kim Møller Pedersen
Jens Frederiksen med sixpence ses her med hele tre ministre og en borgmester samt solid

Måske er der en tidlig julegave til Lolland gemt i åbningstalen?

Når statsminister Mette Frederiksen tirsdag går på Folketingets talerstol i forbindelse med åbningen af en ny politisk sæson, venter Jens Frederiksen og andre lollandske saunafolk spændt på at høre Ordene Nysted Sauna- og Havbad. 

Offentliggjort Sidst opdateret

Sagen kort

  • Nysted Sauna og Havbad har på grund af pladsmangel til et stigende antal turister og 380 medlemmer søgt om at udvide sine faciliteter med en tilbygning placeret på bagsiden af den eksisterende bygning - længst væk fra vandet.

  • Foreningen fik afslag på udvidelsen, fordi anlægget ligger inden for strandbeskyttelseslinjen, hvor der gælder særlige regler.

  • Fredag 2. oktober besøgte statsminister Mette Frederiksen, miljøminister Maria Reumert Gjerding og by-, land- og transportminister Signe Munk saunaen i Nysted.

  • Regeringen lægger nu op til at oprette en ny enhed i Nykøbing, der kan hjælpe lokale initiativer i landkommunerne bedre gennem at finde vej i lovgivningen. 

Københavns Drengekor Det Kongelige Kantori synger ”Der er et yndigt land” sammen med Folketingets 179 medlemmer. Det kommer også helt sikkert til at være et lydmæssigt højdepunkt ved dagens åbning af Folketinget.

Hører gerne til Nysted

Men det er nu noget helt andet, der får Jens Frederiksen fra Nysted til at sidde klistret fast til skærmen tirsdag eftermiddag. Umiddelbart inden drengekoret er der således åbningstale ved statsminister Mette Frederiksen.

- Jeg vil da vildt  gerne høre, at der bliver sagt Nysted Sauna- og Havbad. Gerne flere gange, siger Jens Frederiksen.

Han er formand for førnævnte Nysted Sauna- og Havbad, som to gange har søgt Kystdirektoratet og fået afslag. Senest på en ønsket tilbygning på cirka 37 kvadratmeter til den eksisterende bygning på lige omkring 53 kvadratmeter - altså i alt om muligt 90 kvadratmeter inklusive infrarød sauna og rengøringsrum og det hele.

Bliver nødt til at gøre noget

En saunabygning som statsminister Mette Frederiksen (S) samt miljøminister Maria Reumert Gjerding (SF) og by-, land- og transportminister Signe Munk (SF) alle tre besøgte i fredags i sidste uge.

Det skete, som statsministeren forklarede til Folketidende, fordi borgmester Simon Hansen (S) havde skrevet et brev til Mette Frederiksen, hvor det blev forklaret, at man lokalt i Guldborgsund Kommune havde den oplevelse at blive bremset i at føre de lokale idéer ud i virkeligheden.

Vi skal da se, om ikke vi kan udnytte den her medvind lidt til et eller andet

Jens Frederiksen, formand for Nysted Sauna- og Havbad

- Så tænkte jeg: Det var lige godt satens. Det her bliver vi simpelt hen nødt til at gøre noget ved, lød det i fredags fra statsminister Mette Frederiksen til Folketidende.

Hjælpe de gode projekter

I denne uge fulgte nyheden om, at Plan- og Landdistriktsstyrelsen under By-, Land- og Transportministeriet får en enhed under sig, der placeres i Nykøbing.

I enheden skal der være medarbejdere, der er dedikeret til at hjælpe de gode projekter, der er i landkommunerne i Danmark.

Nu venter åbningstalen. Og mon ikke der er gode chancer for, at det nye organ i Nykøbing, hvor man kan få hjælp til at finde vej i alle de statslige regler, når man er strandet og løber panden mod en mur på grund af langsommelighed, vil blive nævnt?

Vil udnytte medvinden

Sikkert også i sammenhæng med den lollandske sauna, som forleden fik besøg af hele tre ministre. Jens Frederiksen hepper med. Nok allermest på Nysted Sauna- og Havbad.

- Jeg håber, der kommer noget om, hvornår det her organ går i luften. Vi har vores sag liggende lige nu hos Miljø- og Fødevareklagenævnet. Vi har lige fået at vide, at en afgørelse er udskudt fra september til sidst i december, og vi skal da se, om ikke vi kan udnytte den her medvind lidt til et eller andet, så vi måske kommer i mål vores ansøgning sidst i december, siger Jens Frederiksen.