Guldborgsund

Den nye parkeringsplads skal etableres i dette område. Foto: Jakob Poulsen

Seks millioner afsat til stor parkeringsplads

Pladsen er både tiltænkt pendlere og andre borgere med ærinder i byen.

Offentliggjort

Nykøbing får -  hvis det går efter planen - en ny, offentlig parkeringsplads i løbet af 2027.  En parkeringsplads, hvor det tilmed bliver gratis at parkere.

Guldborgsund Kommune har på det netop vedtagne budget afsat seks millioner kroner til arbejdet.

Parkeringspladsen skal ligge på det areal, som DSB i dag ejer ved Godsbanevej ud til Skovalléen, omtrent overfor Nykøbing F. Idrætspark.

- Når DSB er færdige med at bruge området i forbindelse med deres arbejde med at elektrificere jernbanen, kan vi overtage det. Pladserne er primært tiltænkt til pendlere, og hvis der er store arrangementer med mange tilskuere i hallen eller på stadion.

- Der er behov for det, og forhåbentlig får vi med tiden mange flere togpendlere, og så bliver der endnu mere behov for flere parkeringspladser, siger formand for teknik-, natur- og miljøudvalget, Henrik Høegh-Andersen (V).

I samme forbindelse er det planen, at der skal etableres et fodgængerfelt på Skovalléen, så folk kan komme sikkert til og fra hallen og stadion.

Det vides endnu ikke med sikkerhed, hvor mange parkeringsbåse, der bliver på den nye parkeringsplads, men ifølge kommunens direktør for teknik & miljø og borger & branding, Christian Refstrup, er der formentlig tale om et par hundrede.

Der er endnu ikke sat dato på, hvornår arbejdet går i gang.

Inden da skal der også etableres nogle midlertidige parkeringspladser et andet sted i samme område. Det kan du læse mere om HER.

Gode historier kommer ikke af sig selv

Allerede abonnent? Log ind

Vi stiller spørgsmål, tjekker svar og følger sagerne til dørs. Det kræver tid og dygtige journalister. Derfor koster det at læse med. Med F+ får du lokal journalistik tæt på livet på Lolland og Falster – og er med til at betale for den næste gode historie.

Prøv 2 uger for 19 kr. pr. uge

Abonnementet forsætter til normalpris, 39 kr.pr. uge, efter 2 uger.