Lægger op til forbedringer

Adgang forbudt står der på skiltet ved tribunen bag det ene mål. Den er i så dårlig stand, at det ikke er forsvarligt at lade tilskuere opholde sig på den. Foto: Jakob Poulsen

Slidt og gammel arena skal have en overhaling

Guldborgsund Kommune har afsat penge til en helhedsplan samt opstart af renovering.

Offentliggjort

Siden begyndelsen af 2025 har den ene endetribune i Nykøbing F. Idrætspark været spærret af for tilskuere, fordi den er i så dårlig forfatning, at tilskuere ikke må færdes der.

Og nu ser det ud til, at dens dage er ved at være talte. På Guldborgsund Kommunes nyligt vedtagne budget for de kommende år er der afsat syv millioner kroner til næste år til udarbejdelse af en helhedsplan for stadion samt renovering.

- Vi skal finde ud af, hvad vi vil med stadion. Udover, at tribunen ned mod åen skal rives ned, er der også nogle udfordringer med tagkonstruktionen på hovedtribunen. Så vi skal rydde op i det, der ikke virker, og lægge en plan for, hvad der skal ske, siger borgmester i Guldborgsund Kommune, Simon Hansen (S).

- Det betyder også noget for Nykøbing FC's muligheder for at udvikle sig, at faciliteterne er i orden.

2022-03-24 Copyright: PF Anders Knudsen, LF Folketidnde, Nykøbing.Idrætsparken, Nykøbing.Den overdækkede tilskuertribune hvor pladser er nedslidte. Foto: Anders KNudsen

Alle overvejelser er i spil

- Skal der bygges et helt nyt stadion?

- Vi har alle overvejelser i spil, men et helt nyt stadion er nok at tage munden for fuld, siger Simon Hansen.

Han peger i stedet på, at en løsningsmodel i stedet kunne være noget i retning af at tage en tribune ad gangen. I den forbindelse er der mulighed for, at en eventuel ny hovedtribune kan bygges sammen med loungen i Guldboxen.

- Og så kunne det også være en mulighed at lave området bag målet til en form for aktivitetsområde, når den afspærrede tribune er revet ned, og indtil vi får lagt en større plan, siger Simon Hansen.

Glæde i Nykøbing FC

Hos Nykøbing FC ser man frem til, at de fysiske rammer omkring hjemmebanen bliver forbedret.

"Det er ingen hemmelighed, at Lollands Bank Park efterhånden har mange år på bagen, og vi er derfor glade for, at Guldborgsund Kommune har afsat midler til at påbegynde renoveringen," lyder det fra klubbens bestyrelsesformand Rasmus Nagel i en skriftlig kommentar.

"Vi har løbende en rigtig god dialog med kommunen, og vi glæder os til det forsatte samarbejde med kommunen omkring stadion."

Guldborgsund Kommune vil da også tage Nykøbing FC med på råd.

- Stadion er jo efterhånden ved at være 50 år gammelt, så vi skal til at kigge på, hvad fremtiden skal være. For de nuværende tribuner holder ikke evigt. Derfor begynder vi i starten af det nye år et planlægningsarbejde sammen med Nykøbing FC for at se på, hvordan stadion skal se ud, når vi alligevel skal i gang med at renovere det, fortæller Christian Refstrup, der er direktør for teknik og miljø samt borger og branding i Guldborgsund Kommune.

- Det skal jo også hænge sammen med DBU-projektet Hele Danmarks Klubhus, som skal være på det gamle atletikstadion.

- Der er også nogle akutte ting omkring hegnet ved indgangen ved Tingsted Å og nogle toiletforhold, der ikke er i orden. Så der skal vi have lavet nogle midlertidige løsninger, indtil vi har en større plan, tilføjer han.

Kommunen har desuden afsat penge til ny belysning på stadion. Der blev sat nye lysmaster op i forsommeren 2020, men siden da er der kommet nye EU-krav, som betyder, at de nuværende lysarmaturer i masterne udgår, og derfor skal der indkøbes nogle nye, fortæller Simon Hansen.

Det gælder i øvrigt også på en række andre stadions rundt om i kommunen

Gode historier kommer ikke af sig selv

Allerede abonnent? Log ind

Vi stiller spørgsmål, tjekker svar og følger sagerne til dørs. Det kræver tid og dygtige journalister. Derfor koster det at læse med. Med F+ får du lokal journalistik tæt på livet på Lolland og Falster – og er med til at betale for den næste gode historie.

Prøv 2 uger for 19 kr. pr. uge

Abonnementet forsætter til normalpris, 39 kr.pr. uge, efter 2 uger.