Mørket havde for længst sænket sig over Søllested. Mange var allerede gået i seng og hørte ikke to voldsomme brag, der flænsede efterårsnatten. Men det gjorde en familie i et hus på Lindevej.
Her bemærkede et barnebarn de kraftige brag og kiggede sammen med sine bedsteforældre ud i det, der burde have været en nærmest kulsort nat. I stedet så de en himmel, som var farvet rød af høje flammer.
Ikke langt derfra vågnede en beboer for at traske den lille natlige tur til toilettet. Han bor på Præstevænget og er nabo til Kolonihaverne Slap A'.
Manden fortæller til Folketidende, hvordan han et øjeblik var bange for, at hans trehjulede knallert på terrassen var gået i brand. Hele hans stue var oplyst af flammernes røde skær, men det viste sig, at det ikke var knallerten, der brændte. Det var to af de små kolonihavehuse, som var ved at blive fortæret af flammerne.
Taget sprængt i stykker
Annonce
Resten af taget er slynget mange meter væk fra et af de to kolonihavehuse. Foto: Palle Nevad Frandsen
På Lindevej blev der ringet 112, men der var brandsprøjter på vej, blev beboeren fortalt. Hun forklarer, hvordan hendes mand og barnebarn skyndte sig ud for at hjælpe med at dirigere brandsprøjterne den rigtige vej til kolonihaven. Det er nemlig ikke nemt at finde ind til de små kolonihavehuse, hvis man ikke kender til dem i forvejen. Husene ligger gemt bag store træer og Præstevængets rækkehuse.
Brandvæsenet kom frem, og en anden af beboerne i rækkehusene fortæller, hvordan han vågnede af larmen fra store køretøjer og det kraftige lys fra blå blink. Han forstod ikke helt, hvad det var, der skete, men næste morgen vidnede sporene af tunge biler i det bløde græs om, at de blå blink ikke var en drøm.
Inde i kolonihaven er der til gengæld ikke meget at se, hvis du ikke har været der før. Ikke alle haver har små kolonihavehuse, og derfor er det svært at se, at nogle ikke er der længere.
Toppene af et par hække har dog skiftet farve til en nuance, som normalt ikke hører efteråret til. Den er tættere på sortsvedent end oktobers visnende brune farver. Et kig ind i de to kolonihaver afslører dog tomterne af to fuldstændig udbrændte huse.
Går du bag om haverne, finder du måske svaret på nattens brag. Ved det ene hus er græsset dækket af det, der først ligner store stykker aske, men i virkeligheden er stykker af eternitplader. Nogle af dem er landet i græsset mere end 20 meter væk, og vidner om en eksplosion inde i det lille kolonihavehus. Måske har der stået en gasflaske.
Store skader på klubhus
Du tager blot 30 sekunder at gå fra kolonihaven og ud til stien, hvor du kigger direkte ned på idrætsforeningens klubhus. Foto: Palle Nevad Frandsen
Mens brandvæsenet bekæmpede flammerne i kolonihaven, bemærkede familien på Lindevej en ny lugt af røg. For første gang så de tydelig røg stige op fra den fjerneste ende fa Søllested Idrætsforenings klubhus, og snart var også det område fyldt med blå blink.
Da solen står op over Søllested, er det med de sidste små rester af røg fra tre brande. Mens de to kolonihavehuse er helt væk, står klubhuset på Bøgevej stadig. Inde i bygningen er ødelæggelserne store. Ilden har godt nok været begrænset til nederste etage, men røg og sod har også forårsaget skader på førstesalen.
Klubhistorie i flammer
Som morgen bliver til formiddag, kommer flere og flere til. Det er primært folk med tilknytning til boldklubben, som dukker op for at se på skaderne, mens mere og mere politi også kommer til.
Annonce
Et ældre medlem kan slet ikke holde tårerne tilbage, mens han flere gange kigger ind på de vinduer, hvor varmen har sprængt ruderne. Det er ikke bare borde, stole og klubtøj, som kan være blevet spist af flammerne. Det er en hel klubhistorie, som kan være gået tabt.
- Vi har pokaler, der er over 100 år gamle. Og vi har scrapbøger med udklip samlet gennem næsten hele foreningens levetid, siger han.
Klubmedlemmerne får fortalt, at der bag politiets afspærringsbånd er omfattende ødelæggelser i klubhusets underetage. Ilden har ædt sig gennem væggene og store dele af loftsbeklædningen. Pokalerne er styrtet på gulvet, men især dem, som stod tættest på gulvet, kan have overlevet branden med få skader.
Mange kom forbi klubhuset om formiddagen for lige at se, hvor voldsomme skaderne egentlig var. Foto: Palle Nevad Frandsen
Hvorfor os?
Der er også håb for de mange avisudklip. De lå inde i klubhusets kontor bag en lukket dør. Men ilden har spist sig gennem døren og skabt store skader. En printer er smeltet til en deform masse, men bogen med udklip ser ud til at være der endnu, bliver det fortalt til medlemmerne - måske kan noget af indholdet reddes. Håbet er der.
En politihund ser ud til at finde spor på stien mellem klubhuset og kolonihaverne, og dermed bekræfte det, alle i forvejen tænkte: Det her ligner alt andet end et uheldigt sammentræf. Brandene i Søllested, som begyndte nærmest samtidig, virker påsatte.
Hos de fremmødte medlemmer af Søllested Idrætsforening efterlader det ét spørgsmål, som mange går og tumler med, mens de kigger på den gule murstensbygning og på politiets teknikere, som søger efter spor rundt om bygningen: Hvorfor skulle det gå ud over os?
Vi stiller spørgsmål, tjekker svar og følger sagerne til dørs. Det kræver tid og dygtige journalister. Derfor koster det at læse med. Med F+ får du lokal journalistik tæt på livet på Lolland og Falster – og er med til at betale for den næste gode historie.
Seneste artikler
Formand: Det kom sgu som lidt af et chok
Fanformand ked af stjernes farvel
Farvel topscorer: Stjerne forlader klubben
Ekstraordinært Venstre-møde: Det mener de lokale medlemmer
Venstre indkalder til ekstraordinært hovedbestyrelsesmøde
Mest læste artikler
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Fundet livløs i rabatten: Cyklist fløjet til Rigshospitalet
Stjal 450.000 fra gymnastikfolk og tipsklub
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde
Vild nat: Tre brande og indbrud i guldsmed på Lolland