100 dage før EU-valget: Spidskandidater vægter sikkerhed i top i Europa
Sikkerhed, klima og migration topper dagsordenen for partiernes spidskandidater til EU-valget. Fredag den 1. marts er der 100 dage til valget til Europa-Parlamentet. (Arkivfoto). Foto: Sebastien Bozon/Ritzau Scanpix
Spidskandidaterne til valget til Europa-Parlamentet ser sikkerhed, klima og migration som de vigtigste udfordringer for EU. Fredag er der 100 dage til valget.
Sikkerhed, klima og migration er de største udfordringer, som EU står overfor i den kommende valgperiode.
Det mener spidskandidaterne til europaparlamentsvalget, der i Danmark holdes søndag den 9. juni. Fredag er der 100 dage til valget.
For spidskandidaterne fra de tre regeringspartier - Socialdemokratiet, Venstre og Moderaterne - er det især sikkerhed og krigen i Ukraine, der vejer tungest på dagsordenen.
- Står det til mig, så skal EU sørge for, at det bliver tryggere at være borger, siger Christel Schaldemose, der er spidskandidat for Socialdemokratiet.
- EU skal bidrage til at beskytte borgerne bedre mod ydre trusler og indre udfordringer. Det kræver, at vi fortsat støtter Ukraine økonomisk, militært og civilt, siger hun.
Annonce
Tryghed er også det, som Morten Løkkegaard, Venstres spidskandidat, fremhæver.
- Det hele handler om tryghed. Vores europæiske fællesskab skal skabe tryghed for borgere og virksomheder. Det er afgørende for fællesskabets legitimitet og fremtid.
- Står det til mig, så skal EU sørge for, at det bliver tryggere at være borger, siger Christel Schaldemose, der er spidskandidat for Socialdemokratiet. Foto: Thomas Traasdahl/Ritzau Scanpix
- Vi skal styrke vores forsvarssamarbejde med fælles indkøb, så vi kan beskytte os mod Putins aggressioner, lyder det fra Løkkegaard.
Moderaternes spidskandidat, Stine Bosse, mener også, at den kommende valgperiode i EU vil handle om sikkerhed.
- Sikkerhed i form af et styrket fælles forsvar, en endelig løsning på migrantsituationen ved de ydre grænser og sikkerhed for, at klimakrisen håndteres.
De Konservatives spidskandidat, Niels Flemming Hansen, peger ligeledes på sikkerhed i en bred forstand som den største udfordring for EU.
- Der er krig i Europa, en ny flygtningekrise er under opsejling, og den grønne omstilling går for langsomt. Derfor er det afgørende, at vi bruger EU til at garantere vores fælles sikkerhed.
Det kræver samarbejde og en massiv investering i forsvaret, lyder det fra Niels Flemming Hansen.
Klimakrisen ligger også højt på spidskandidaternes dagsorden.
- Det hele handler om tryghed. Vores europæiske fællesskab skal skabe tryghed for borgere og virksomheder. Det er afgørende for fællesskabets legitimitet og fremtid, siger Venstres spidskandidat, Morten Løkkegaard. (Arkivfoto). Foto: Mads Claus Rasmussen/Ritzau Scanpix
Det stemmer med, hvad danskerne mener er de vigtigste emner til EU-valget.
Annonce
37 procent svarer, at klimaforandringer er det vigtigste emne. 31 procent svarer flygtninge og migranter. På en tredjeplads er sikkerhed og forsvar med 24 procent.
Det fremgår af en undersøgelse fra november 2023 af Kantar Public for Tænketanken Europa.
For spidskandidaterne for partierne på venstrefløjens er det særligt klimakrisen, der bliver fremhævet som den største udfordring for EU i den kommende valgperiode.
- Vi skal have tempoet op og temperaturstigningerne bremset. Med Putins invasion af Ukraine er det blevet endnu tydeligere, at klimapolitik også er sikkerhedspolitik. EU køber desværre stadig kulsort russisk gas, siger De Radikales spidskandidat, Sigrid Friis.
Det er ikke kun skadeligt for klimaet, men også et økonomisk bidrag til Putin, siger hun.
Kira Marie Peter-Hansen, som er spidskandidat for SF, mener, at den største udfordring for EU er at holde fast i tempoet og ambitionsniveauet i den grønne omstilling.
Fredag, den 1. marts, er der 100 dage til valget til Europa-Parlamentet, der i Danmark holdes søndag den 9. juni. (Arkivfoto). Foto: Jean-Francois Badias/Ritzau Scanpix
- Helt konkret skal vi omlægge EU's landbrugsstøtte, der udgør en tredjedel af vores budget, så vores økonomiske støtte går til at omlægge til mere natur og skaber incitamenter til et grønnere landbrug.
Enhedslistens Per Clausen peger på, at den største udfordring er at skærpe tempo og målsætninger for den grønne omstilling og sikre, at det sker på en retfærdig måde.
Ifølge Jan Kristoffersen fra Alternativet er den største udfordring for EU, at vi skal producere inden for de grænser, som kloden sætter.
Migration fremhæves ligeledes som en stor udfordring. Særligt af partierne på højrefløjen.
Annonce
Dansk Folkepartis spidskandidat, Anders Vistisen, mener, at den største udfordring for EU er at stoppe migrationen fra Afrika og Mellemøsten.
- Grænserne skal lukkes. Desværre er jeg sikker på, at EU ikke formår at løse problemet. Og derfor er løsningen, at vi med det samme lukker den danske grænse fuldstændig.
Danmarksdemokraternes spidskandidat, Kristoffer Storm, mener, at der skal skabes bedre samhandel mellem landene i stedet for at "blande sig i enhver detalje i danskernes hverdag". Han peger også på migration som en udfordring.
Ritzau Grafik. Foto: WER/Free
Liberal Alliances spidskandidat, Henrik Dahl, peger på, at EU's største udfordring er at undgå, at kritiske udfordringer ender i et handlingslammet EU.
Vi stiller spørgsmål, tjekker svar og følger sagerne til dørs. Det kræver tid og dygtige journalister. Derfor koster det at læse med. Med F+ får du lokal journalistik tæt på livet på Lolland og Falster – og er med til at betale for den næste gode historie.
Seneste artikler
Fortsætter arbejdet med at genoplive biograf: Her er næste skridt
Tiltalt for flerårigt overgreb på plejedatter: Voldtog og truede hende på livet
Truet af lukning: Nu er der nyt om biografen
50 liter narko i BMW’en: Tysk par får fængsel og udvises
Langholt slår igen mod tilsyn: Uenig i afgørelse
Mest læste artikler
Mand fundet død i Maribosøerne
DMI udsender varsel
Kommune hjemsender omstridt centerchef
Efter 69 år: Vil rive gigantisk vartegn ned
Clara åbner ny kaffebar: Farens død lærte hende vigtig lektie