12 sager om integrationsydelse skal genoptages efter tvivl
Udlændinge- og integrationsminister Inger Støjberg (V) mener, at det er kommunerne, der har administreret integrationsydelsen forkert. Loven er der ikke noget i vejen med, mener hun. Arkivfoto. Foto: Polfoto/Jens Dresling
Polfoto/Jens Dresling
Danske statsborgere, der er blevet placeret på integrationsydelse, rykker måske igen ud af den lavere ydelse.
Ankestyrelsen genoptager 12 sager om integrationsydelse til danske statsborgere.
Det sker, fordi der har været rejst tvivl om retstilstanden i sagerne, oplyser Ankestyrelsen i en pressemeddelelse.
Integrations- og udlændingeminister Inger Støjberg (V) medgav tirsdag, at der kan være tvivl om den omstridte ydelse.
Siden juli er over 1100 danskere sat på den langt lavere integrationsydelse, fordi de ikke har boet i Danmark i mere end syv af de seneste otte år.
I september kom det frem, at det ifølge en EU-dom fra 2013 ikke var lovligt at fratage statsborgere sociale ydelser på grund af manglende tilknytning til hjemlandet med henvisning til et såkaldt bopælskrav.
I stedet skal der foretages en konkret vurdering, hvor man også medtager forhold som skolegang, familie og økonomi.
Men i en lang række tilfælde, hvor danske statsborgere er sat på integrationsydelse, er det ikke sket.
På et samråd tirsdag fastholdt Inger Støjberg, at der ikke er en finger at sætte på loven om integrationsydelsen. Problemet ligger i selve administrationen af loven ude i kommunerne, sagde hun.
Ankestyrelsen har givet direkte besked til de berørte borgere, der får deres sag genoptaget.
De 12 sager er afgjort efter reglerne om integrationsydelse. Og deres udfald bliver afgørende for, hvordan andre borgere, der har klaget over at være blevet sat på integrationsydelse, behandles.
Senere vil Ankestyrelsen komme med en egentlig principafgørelse i sager om integrationsydelse til danske statsborgere.
Seneste artikler
Nye krimier afslører landsdelens mørke hemmeligheder
Direktør langer ud efter havbrugskritikere: – De er direkte onde
Vil du have indflydelse på de nye skoledistrikter? Her er fristen
Lokale vil have havbrug væk: – Vi bader i fedtemøg
Fejø manglede en læge – så kom der to
Mest læste artikler
Brand i sukkerfabrik
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Fundet livløs i rabatten: Cyklist fløjet til Rigshospitalet
Stjal 450.000 fra gymnastikfolk og tipsklub
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde