13.000 flere ejendomsejere kan slippe billigere i skat med ny model
Tusindvis af boliger skal fremover beskattes på lige kår med landbrugsjord, ønsker regeringen. (Arkivfoto). Foto: Mads Claus Rasmussen/Ritzau Scanpix
Skatteminister håber at lande aftale om ny vurdering af boliger i landområder efter sommerferien.
Cirka 13.000 flere ejendomme i Danmarks landområder vil med en ny model fra regeringen fremover skulle vurderes og beskattes som landbrug.
Det vil give lempeligere skattevilkår, oplyser Skatteministeriet i en pressemeddelelse.
Regeringen har fået opbakning til modellen fra landbruget og grønne organisationer, men endnu ikke fra Folketinget.
- Vi er nu enige om at lave en samlet model for skov-, natur- og landbrugsejendomme, der gør, at det bliver mere enkelt for boligejere, siger skatteminister Jeppe Bruus (S).
Håbet er at kunne lande en aftale om en endelig model efter sommerferien.
Med de 13.000 flere naturejendomme vil det samlede antal nå op på 128.000.
Meningen er, at ejendomme med store naturarealer - eksempelvis vådområder og brakjord - bliver beskattet på de lempeligere landbrugsvilkår. På den måde har modellen også et grønt sigte.
- Det gør, at der ikke vil være et negativt incitament i forhold til ens ejendomsbeskatning, der står i vejen for at udlægge landbrugsjord til natur og skov, siger Jeppe Bruus.
Det har været beskrevet flere steder, at en række boligejere på landet har stået over for en forøgelse af deres skat, fordi de med de nye ejendomsvurderinger skiftede fra at være i kategorien skov- og landbrug til at være almindelig ejerbolig, hvor der ikke er samme vilkår.
Det gjaldt 15.000 ejendomme sidste år. De fik dog en overgangsordning, hvor de indtil et salg kunne beholde skov- og landbrugsbeskatningen.
Siden bøjede Vurderingsstyrelsen sig, og 2800 af ejendommene undgik, at skattestatussen blev ændret.
Der er også for de cirka 13.000 ejendomme, der skal overgå til skov- og landbrugskategorien, mulighed for at blive på nuværende vilkår indtil et salg.
/ritzau/
Seneste artikler
Revydirektør: - Det kunne jeg godt tænke mig at gøre igen
Ønsker at forbedre kommuners økonomi: Lokale borgere kommer med vidtgående forslag
Så du nordlyset? Må vi se dine billeder?
Åbner for drop-in vaccination: Her kan du få et stik
Nye tal vender NFC-sagen på hovedet
Mest læste artikler
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Fundet livløs i rabatten: Cyklist fløjet til Rigshospitalet
Stjal 450.000 fra gymnastikfolk og tipsklub
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde
Bostedet Langholt lukker