1,4 milliarder kroner på vej til svage unge

- Du får én gennemgående sagsbehandler. Altså der er kun en, der har ansvaret for dig, når du er i et ressourceforløb, siger beskæftigelsesminister Mette Frederiksen (S) til Politiken.

Med regeringens reformforslag pålægges kommunerne at oprette såkaldte rehabiliteringsteam, hvor sagsbehandlere inden for social-, sundheds-, beskæftigelses- og uddannelsesområdet skal koordinere indsatsen og lave en konkret handlingsplan for den enkelte borger.

Eksempelvis må jobcentrene i dag ikke tage sociale forhold med i overvejelserne.

Hovedformålet er, at personer under 40 år for fremtiden helt skal holdes borte fra førtidspension. De nye ressourceforløb af højst fem års varighed skal træde i stedet, og til det afsætter regeringen altså 1,4 milliarder kroner.

Ifølge TV 2 vil regeringen også reformere fleksjob-ordningen, så den bliver mindre indbringende for de bedst lønnede. Dem med mindst arbejdsevne skal have lettere adgang til fleksjob.

Derudover sænker regeringen ifølge TV 2 grænsen for, hvor mange timer man skal arbejde om ugen fra 12 timer ned til under 5 timer.

Selv om regeringen har det store checkhæfte fremme, bliver den samlede reform ingen gavefest. Reformen skal ifølge Politikens oplysninger netto bidrage med 1,9 milliarder kroner til statskassen.

Her er det først og fremmest den populære fleksjobordning, der kommer til at holde for.

Også selve den ydelse, man modtager under ressourceforløbene, vil være begrænset. Det vil eksempelvis ramme personer, der nærmer sig den maksimale længde for sygedagpenge, og som nu skal i et ressourceforløb.

Regeringen præsenterer tirsdag hele udspillet til en reform af førtidspension og fleksjobordningen.

/ritzau/

En central del af den kommende reform af førtidspension og fleksjob vil ifølge Politiken være oprettelsen af nye ressourceforløb - en aktiv indsats, der skal hjælpe folk i arbejde. Der er afsat 1,4 milliarder kroner til satsningen.

Offentliggjort Sidst opdateret