1500 medarbejdere skal inddrive gæld for Skat
Et flertal i Folketinget står bag ny styrelse med 1500 medarbejdere, der skal få styr på inddrivelse af gæld.
Skat har ikke været gode nok til at inddrive skattegæld, efter at staten overtog opgaven fra kommunerne.
Det er konklusionen hos skatteminister Karsten Lauritzen (V) og et flertal i Folketinget. Derfor bliver der nu oprettet en ny gældsstyrelse med cirka 1500 medarbejdere.
Gældsstyrelsen skal fremover stå for al inddrivelse af borgeres og virksomheders gæld til det offentlige, fastslår skatteministeren.
- Vi må erkende, at Skat ikke er lykkedes med at opkræve og inddrive gælden til det offentlige, siger Karsten Lauritzen.
- Vi skal have en organisation og en ledelse, som ikke har andre opgaver end at sørge for, at vi får en så stor del som muligt af danskernes gæld til det offentlige i statskassen.
Den nye styrelse er en udløber af aftalen fra august sidste år om at ansætte 1000 ekstra medarbejdere for at genoprette Skat.
Her blev det samtidig besluttet, at der skulle oprettes selvstændige styrelse for ejendomsvurdering, told og inddrivelse.
De mindre og mere specialiserede styrelser skal ifølge planen føre til styrket faglighed hos medarbejdere og ledere, klar opdeling af ansvarsområder og en mere effektiv styring af arbejdet.
Antallet af medarbejdere i gældsinddrivelsen bliver ifølge Karsten Lauritzen oprustet markant fra 900 medarbejdere før investeringerne i skattevæsnet til fremover 1500.
Samtidig skal it-systemet bag gældsinddrivelsen tilføjes flere funktioner såsom automatisk modregning i offentlige ydelser og lønindeholdelse. Det forventes, at systemet er fuldt funktionsdygtigt i løbet af 2019.
- Vi skal undgå at begå de samme fejl og faldgruber, som man så med udviklingen af mastodonten EFI.
- I stedet har vi nu købt en hyldevare, som løbende får flere og flere tilpassede funktioner, så vi i sidste ende står med et sikkert og effektivt inddrivelsessystem, siger Karsten Lauritzen.
Han vil inden sommerferien præsentere en samlet omorganisering af skatteforvaltningen.
Seneste artikler
Vil du have indflydelse på de nye skoledistrikter? Her er fristen
Lokale vil have havbrug væk: – Vi bader i fedtemøg
Fejø manglede en læge – så kom der to
Føler de bliver druknet: Først var der ingen bilag – så kom der 16
Tyve fældet, da vildmarksbad selv slog alarm
Mest læste artikler
Brand i sukkerfabrik
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Fundet livløs i rabatten: Cyklist fløjet til Rigshospitalet
Stjal 450.000 fra gymnastikfolk og tipsklub
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde