16.000 EU-borgere vil stemme til dansk EU-parlamentsvalg
Det er ikke kun danskerne, der går til stemmeurnerne den 25. maj for at sætte deres kryds ved kandidaterne til Europa-parlamentsvalget.
Også mange herboende borgere fra de øvrige EU-lande har tænkt sig at gå ned og stemme på en af de danske kandidater, viser en opgørelse fra Økonomi- og Indenrigsministeriet.
Ifølge opgørelsen har lige i underkanten af 16.000 EU-borgere - eller helt præcist 15.940 - fået plads på valglisten, hvilket i øvrigt er et lille fald i forhold til det seneste parlamentsvalg i 2009, hvor 16.776 EU-borgere blev optaget på valglisten.
Det er især tyskere, briter og svenskere, der har tilmeldt sig valget. Godt 3800 tyskere vil sætte deres kryds ved en af de danske kandidater, og omkring 3500 briter og 2200 svenskere har gjort det samme.
Herefter følger omkring 1000 hollændere og polakker, og så går det ellers dernedad.
De 16.000 stemmende EU-borgere udgør stadig en forsvindende lille del af det samlede antal stemmeberettigede på godt 4,1 million personer.
Og valgdeltagelsen for EU-borgerne er da også lav - og markant lavere end ved de foregående valg til Europa-parlamentet.
De 16.000 EU borgere udgør blot omkring 12 procent af det samlede antal EU-borgere, der bor i Danmark og som kunne komme i betragtning til at sætte deres kryds den 25. maj.
Ved valget i 2004 stemte mere end hver fjerde herboende EU-borger på de danske kandidater, og ved det seneste valg i 2009 var valgdeltagelsen på over 17 procent.
Sideløbende med EU-parlamentsvalget er der også folkeafstemning om den fælles patentdomstol, men her har EU-borgerne har ikke ret til at give deres besyv med ved stemmeurnerne.
/ritzau/
Seneste artikler
Efter brandulykke: Sådan skal de ansatte hjælpes videre
Efter redegørelse: - Det kunne jeg have fundet på nettet
Takkehilsner nåede fra Nykøbing til Letland
Spøgelseshus lover gys: Nogle får et minde med hjem i bukserne
Kontrakter, webcam og ydmygelse: Tiltalt for at udsætte hustru for årelang kontrol
Mest læste artikler
Efter stor eftersøgning: Mand fundet livløs i vandet
Mand fundet død i Maribosøerne
DMI udsender varsel
Kommune hjemsender omstridt centerchef
Efter 69 år: Vil rive gigantisk vartegn ned