2492 asylansøgere på ni uger med grænsekontrol
Siden regeringen 4. januar indførte midlertidig grænsekontrol, er der registreret knap 2500 asylansøgere.
Den seneste uge er der registreret 137 asylansøgere, viser en opgørelse fra Udlændinge-, Integrations- og Boligministeriet. 31 af dem er fra Syrien.
Søndag ankom der ifølge opgørelsen kun to asylansøgere, men tallene er baseret på registreringer af asylansøgere i politiets system, Polas, og er forbundet med usikkerhed, da der løbende sker efterregistreringer. Især for de seneste dage.
Siden regeringen genindførte midlertidig grænsekontrol 4. januar, har Udlændinge-, Integrations- og Boligministeriet opgjort antallet af registrerede asylansøgere. Efter ni uger med grænsekontrol er der således registreret 2492 asylansøgere.
Den største andel ankommer fra Syrien, Irak og Afghanistan.
Den midlertidige danske grænsekontrol er blevet forlænget flere gange. 3. marts meddelte integrations- og udlændingeminister Inger Støjberg (V), at politiet foreløbig fortsætter med stikprøverne ved den dansk-tyske grænse indtil 3. april.
Grænsekontrollen er dermed blevet forlænget tre gange i henhold til Schengens grænsekodeks.
I lyset af den fortsatte svenske id- og grænsekontrol vurderer regeringen, at der stadig er en alvorlig risiko for, at et meget stort antal illegale udlændinge strander i Danmark. Sådan lød vurderingen fra Inger Støjberg, da hun senest forlængede grænsekontrollen:
- Så længe grænsen til Sverige de facto er lukket for asylansøgere uden korrekte id-papirer, er der en risiko for, at store grupper af flygtninge og migranter strander her i Danmark, når de ikke kan rejse videre til Sverige.
Mandag er statsminister Lars Løkke Rasmussen (V) til EU-topmøde i Bruxelles, hvor flygtninge- og migrantkrisen skal diskuteres blandt de 28 stats- og regeringschefer i EU samt Tyrkiet, som mange flygtninge og migranter rejser igennem på vej mod Europa.
Seneste artikler
Løb efterårsferien ind med sørgebind
- Jeg kan jo sige tak til René tusind gange, men der findes ikke ord for det
Par åbner Æblets Dag
Da tipsklubben skulle på ferie, klappede fælden for kasserer
Skoleelever hyldet af byrådsmedlemmer
Mest læste artikler
Brand i sukkerfabrik
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Stjal 450.000 fra gymnastikfolk og tipsklub
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde
Fundet livløs i rabatten: Cyklist fløjet til Rigshospitalet