Sangeren Niels Hausgaard og 27 andre danskere må ikke sagsøge statsminister Lars Løkke Rasmussen (V) og udenrigsminister Per Stig Møller (K) for brud på grundloven, fordi Folketinget godkendte Lissabontraktaten uden folkeafstemning.
Sagsøgerne savner "fornøden retlig interesse i at få deres påstande prøvet", fastslår Østre Landsret onsdag i sin dom.
Dermed fik regeringen ret i en af to påstande. Østre Landsret afviser til gengæld Kammeradvokatens anden påstand om at afvise sagen, fordi Lissabontraktaten ikke er trådt i kraft. Skønt Tjekkiet endnu ikke har ratificeret traktaten, finder landsretten, at "sagen har en så aktuel karakter, at søgsmålet ikke på nuværende tidspunkt bør afvises", hedder det i dommen.
Sagsøgerne, som repræsenteres af Ole Krarup, anker landsrettens dom til Højesteret, oplyser han.
- Sagen ankes til Højesteret. Vi prøver at få sagen for så hurtigt som muligt. Jeg tror, at hele retssystemet er bevidst om, at hvis det først kommer om flere år, så er det post festum (for sent), siger Ole Krarup.
Sagsøgerne søger fri proces ved Højesteret, ligesom de havde ved Østre Landsret. Desuden regner Ole Krarup med at procedere sagen ved Højesteret sammen med advokat Karen Dyekjær Hansen. De førte også grundlovssagen om Maastricht-traktaten, som Højesteret i april 1998 enstemmigt frifandt daværende statsminister Poul Nyrup Rasmussen (S) for at bryde grundloven ved at underskrive traktaten.
/ritzau/
Seneste artikler
50 liter narko i BMW’en: Tysk par får fængsel og udvises
Langholt slår igen mod tilsyn: Uenig i afgørelse
Købte dyre ejendomme og leasede luksusbiler: Derfor mister bosted sin godkendelse
Efter brandulykke: Sådan skal de ansatte hjælpes videre
Efter redegørelse: - Det kunne jeg have fundet på nettet
Mest læste artikler
Efter stor eftersøgning: Mand fundet livløs i vandet
Mand fundet død i Maribosøerne
DMI udsender varsel
Kommune hjemsender omstridt centerchef
Efter 69 år: Vil rive gigantisk vartegn ned