300.000 udlændinge kan sætte kryds til kommunalvalg
Når kommunal- og regionsvalget løber af stablen den 19. november, er der hele 296.306 udenlandske statsborgere med bopæl i Danmark, der har ret til at gå til stemmeurnerne.
Det viser de nyeste tal fra Økonomi- og Indenrigsministeriet.
I forhold til seneste kommunalvalg i 2009 er det en stigning på flere end 50.000.
Men ifølge valgforsker Yosef Bhatti fra Københavns Universitet er det langt fra alle, der benytter sig af deres stemmeret til lokalvalgene.
- De fleste ikke-statsborgere, er ikke opvokset i Danmark. Så de har ikke et særligt godt kendskab til det danske system.
- Og så er der nogle, der er opvokset i ikke-demokratiske systemer. De har endnu mere at skulle lære, siger valgforskeren.
Yosef Bhatti påpeger, at det kun var 31-32 procent af de udenlandske statsborgere, der brugte deres stemmeret til seneste kommunalvalg.
Og tallet var endnu lavere for dem, der kommer fra et andet EU-land. Sandsynligvis fordi de typisk kun er i landet for en kortere periode for at arbejde, vurderer han.
I år udgør de udenlandske EU-borgere cirka halvdelen af samtlige udenlandske statsborgere med stemmeret til de danske lokalvalg - en ret de har haft fra den dag, de indvandrede.
Kommer man til gengæld fra et land uden for EU, skal man have boet i Danmark i mindst tre å, inden man er stemmeberettiget.
Det gælder for eksempel de russiske statsborgere, som den københavnske kandidat Thomas Køhler (LA) har valgt at bejle til ved at lave valgvideoer og arrangere valgmøder på russisk.
- Det er ikke, fordi de ikke kan forstå dansk. Det er, fordi det har en helt anden appel, når du hører en henvendelse på dit modersmål.
- Og det signalerer også, at vi i Liberal Alliance ønsker, at det her skal være en international storby, hvor der er mange, der kommer til med forskellig baggrund, siger Thomas Køhler, der stiller op til Københavns Borgerrepræsentation.
/ritzau/
Seneste artikler
Vild nat: Så voldsomme var brandene
Vild nat: Tre brande og indbrud i guldsmed på Lolland
Ansatte barrikaderede sig med lænestole: Strakspåbud til bosted
Seks millioner afsat til stor parkeringsplads
Agesen efter nederlag: - Vi mangler noget kynisme
Mest læste artikler
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Fundet livløs i rabatten: Cyklist fløjet til Rigshospitalet
Stjal 450.000 fra gymnastikfolk og tipsklub
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde
Bostedet Langholt lukker