37.000 færre på efterløn i 2020

37.000 færre danskere vil ifølge aftaleteksten til den spritnye tilbagetrækningsreform være på efterløn i 2020 end uden en reform.

Og det er et stort skridt i den rigtige retning, som VK-regeringen kom i mål med sammen med Dansk Folkeparti og De Radikale.

Det siger cheføkonom i Danske Bank Steen Bocian.

- Aftalen forbedrer den langsigtede økonomiske holdbarhed med 10 milliarder kroner. Antallet af efterlønsmodtagere vil falde fra 91.000 personer i 2020 til 54.000 personer.

- I forhold til regeringens oprindelige forslag kom regeringen ikke helt i mål i relation til at sikre den langsigtede holdbarhed - men glasset er bestemt langt mere end halvt fyldt, siger Steen Bocian.

I 2012 kan danskerne, der vil ud af efterlønsordningen hæve deres indbetalte bidrag skattefrit.

- Det vil betyde en kortsigtet stimulans af dansk økonomi, da der givetvis vil være en del danskere, som i 2012 vil benytte sig af muligheden. Det betyder på kort sigt et større underskud på de offentlige finanser.

- Men regeringen risikerer ikke at komme på kollisionskurs med euro-reglerne på grund af en engangsudbetaling, da der samtidig er tale om et tiltag som forbedrer de langsigtede økonomiske strukturer.

- Da dansk økonomi samtidig har ledig kapacitet til at absorbere denne stimulans, så er udbetalingen makroøkonomisk fornuftig, fastslår Steen Bocian.

/ritzau/

Væk kom den ikke - men der er 37.000 færre på efterløn i 2020, end der ellers ville have været.

Offentliggjort Sidst opdateret