Fagforbundet 3F kalder det "arrogant og stupidt", når Venstres politiske ordfører siger, at alle kan få en plads på livets solside, "hvis de arbejder hårdt, passer deres pligter, svarer enhver sit og opfører sig ordentligt".
- Han bør give folk en undskyldning for sin fuldstændigt vanvittige udtalelse, som ikke har noget hold i virkeligheden. Hvis nogen arbejdsløse synes, at nu skal de påtage sig al skyld, så vil jeg sige til dem, at de ikke skal lytte til sådan en idiot, siger en vred forbundsformand Poul Erik Skov Christensen, 3F.
Hans medlemmer er ikke skyld i de økonomiske problemer efter grådigheden i den finansielle sektor og låneboblen i USA, påpeger han.
- Det er udtryk for stupiditet og manglende social fornemmelse for, hvad der er virkeligheden i det her land, siger forbundsformanden om udtalelsen fra Peter Christensen.
Den voksende arbejdsløshed, som har passeret 100.000 mennesker, betyder, at folk mister både deres hjem, deres netværk og den identitet, som kommer gennem arbejdet, mener forbundsformanden.
Venstres politiske ordfører, Peter Christensen kom med sin solskinstale under torsdagens åbningsdebat i Folketinget. Han er ikke den første, som taler om gyldne tider for dem, der har viljen. Den tidligere amerikanske, republikanske og konservative præsident Ronald Reagan talte om en "gylden by", som summede af handel og kreativitet. Byen var åben for "enhver med vilje og hjerte til at komme ind".
/ritzau/
Seneste artikler
For første gang i lang tid: Guldborgsund speeder op for grøn omstilling
Stort flertal stemte kæmpe besparelser igennem
"Alternativet var, at historien var blevet ufortalt og stadig havde befundet sig i mørket"
Christian fortsatte med at slå stikkeren, der lå forsvarsløs på jorden, mens kvinden slog ham på ryggen...
Skud, håndgranater og rockerkrig: Lokal Bandidos-boss fortæller nu den blodige historie
Mest læste artikler
Brand i sukkerfabrik
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Dramatisk: Traktor på afveje påkørte biler og ramte hus
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde
Bostedet Langholt lukker