Venstre-minister Karen Ellemann brugte sidste år 40.000 skattekroner på at få én dags medietræning af den tidligere tv-vært Trine Gregorius.
Det afslører bilag, som Ritzau har fået aktindsigt i.
Både Socialdemokraterne og SF kritiserer, at Venstre-ministeren bruger skattepenge på medietræning.
Gregorius havde den 25. august sidste år strikket et program sammen, der løb fra klokken 9.30 til 16. Karen Ellemann, der er i dag er miljøminister, var på daværende tidspunkt indenrigs- og socialminister. Det var det ministerium, der modtog en regning på 40.000 kroner plus moms.
Oplægget fra Trine Gregorius viser, at Karen Ellemanns medietræning blandt andet bestod af budskabstræning, personlig fremtræden og praktiske øvelser i form af studieinterview.
Det socialdemokratiske folketingsmedlem Benny Engelbrecht er meget kritisk over for, at ministeriet betaler regningen.
- Det er dybt forargeligt, at ministeriet betaler den slags. Hvis der er brug for medietræning, kan det aldrig nogensinde være ministeriet, der skal betale. Det er en opgave for et parti at tage sig af, siger Benny Engelbrecht.
Astrid Krag, der er næstformand for SF's folketingsgruppe, er enig med socialdemokraten i, at Ellemann og Venstre selv må betale.
Spørgsmål: Så hvis SF en dag skulle komme med i en regering, vil det ikke ske?
- Vi har en lang række punkter, hvor vi vil føre regering på en anden måde. Og det her er et eksempel på forkert brug af skatteborgernes penge, og det vil man ikke se under en ny regering, siger Astrid Krag.
Karen Ellemann oplyser via en pressemedarbejder, at hun ikke har nogen kommentarer til historien.
/ritzau/
Seneste artikler
Nye krimier afslører landsdelens mørke hemmeligheder
Direktør langer ud efter havbrugskritikere: – De er direkte onde
Vil du have indflydelse på de nye skoledistrikter? Her er fristen
Lokale vil have havbrug væk: – Vi bader i fedtemøg
Fejø manglede en læge – så kom der to
Mest læste artikler
Brand i sukkerfabrik
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Fundet livløs i rabatten: Cyklist fløjet til Rigshospitalet
Stjal 450.000 fra gymnastikfolk og tipsklub
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde