70 millioner kroner til renovering

Af Katja Drejer og Povl Arne Petersen

Regeringens nye vækstpakke giver nu Lolland og Guldborgsund Kommuner mulighed for at låne godt 70 millioner kroner til renovering af offentlige bygninger.

Oprindeligt stod de to kommuner kun til at kunne låne godt 10 millioner kroner tilsammen fra den ordinære lånepulje.
- Det er en meget glædelig udmelding. For vi har ikke likviditet til selv at løfte de her opgaver i forhold til det anlægsbehov, vi har, siger viceborgmester i Guldborgsund Kommune Flemming Jantzen (V). 

Guldborgsund Kommune har søgt om at låne 53,6 millioner kroner til renovering og tilbygning på Fjordskolen, Nykøbing F. Hallen samt til daginstitutionerne Mariehønen og Krummerne.

Lolland Kommune har søgt om at låne 16,3 millioner kroner til blandt andet det nye kommunale storkøkken i Sakskøbing, samt til renovering af skoler og daginstitutioner, som der dog ifølge kommunaldirektør Thomas Knudsen ikke er sat konkret adresse på.

Lolland og Guldborgsund kan med regeringens ny vækstpakke låne penge til børn, skoler og ældre.

Offentliggjort Sidst opdateret