A-Kasser: Blødere opholdskrav er ikke godt nok
Regeringen og Dansk Folkeparti har lyttet til kritikken af forslaget om opholdskrav, forklarer beskæftigelsesminister Troels Lund Poulsen (V).
- Jeg har sammen med Dansk Folkeparti valgt at sige, at så løsner vi optjeningsprincippet en smule i forhold til det, som vi havde lagt op til, siger Troels Lund Poulsen. (Arkivfoto). Foto: Niels Ahlmann Olesen/Ritzau Scanpix
Niels Ahlmann Olesen/Ritzau Scanpix
Regeringen og DF vil nu kræve, at man har opholdt sig i Danmark i syv ud af 12 år for at kunne få dagpenge.
Opholdskravet til dagpenge er uretfærdigt, unødvendigt og umuligt at administrere. Også selv om regeringen og Dansk Folkeparti har besluttet at bløde kravet op.
Sådan lyder udmeldingen fra Danske A-Kasser, efter at regeringen og DF torsdag har meldt ud, at de justerer et omstridt forslag om opholdskrav for dagpenge efter massiv kritik.
I første omgang lød forslaget, at man skulle have opholdt sig i Danmark eller EU i 7 ud af de seneste 8 år. Det bliver i stedet 7 ud af 12 år, er meldingen.
Dermed vil færre blive ramt af kravet, medgiver Danske A-Kasser. Men det ændrer ikke på, at opholdskravet efter brancheorganisationens mening slet ikke burde vedtages.
- I stedet for at lave semiløsninger og komme med et plaster på et stort blødende sår, så burde de droppe opholdskravet fuldstændig, udtaler Danske A-Kassers formand, Torben Poulsen, i en pressemeddelelse.
- Selv efter ændringsforslaget vil mange medlemmer, der har betalt til a-kassen i årevis, blive straffet, fordi de er rejst ud i verden for at få viden og kompetencer.
- Derfor er opholdskravet stadig en virkelig dårlig idé, mener formanden for Danske A-Kasser.
Samme holdning har 3F's A-Kasse.
- I 3F kan vi hverken kalde denne ændring for en hel eller halv sejr. For det er 100 procent uspiseligt at indføre opholdskrav for at få ret til dagpenge, siger Eva Obdrup, forretningsfører i 3F's A-kasse, i en pressemeddelelse.
Ingeniørforeningen (IDA) kalder opblødningen for et skridt i den rigtige retning. Men foreningen mener ligesom den øvrige fagbevægelse, at opholdskravet burde droppes helt.
- Retten til dagpenge er afgørende for, hvorvidt mange af vores medlemmer kaster sig ud i arbejdsmarkedet uden for Danmarks grænser, siger Juliane Marie Neiiendam, formand for Ansattes Råd i IDA, i en kommentar.
- I en globaliseret verden er det uhyre vigtigt, at vi ikke lukker os om os selv, mener hun.
Regeringen og Dansk Folkeparti vil indføre opholdskravet for at begrænse udlændinges adgang til dagpenge. Besparelserne skal bruges til at finansiere skattelettelser, som partierne blev enige om tidligere på året.
Seneste artikler
50 liter narko i BMW’en: Tysk par får fængsel og udvises
Langholt slår igen mod tilsyn: Uenig i afgørelse
Købte dyre ejendomme og leasede luksusbiler: Derfor mister bosted sin godkendelse
Efter brandulykke: Sådan skal de ansatte hjælpes videre
Efter redegørelse: - Det kunne jeg have fundet på nettet
Mest læste artikler
Efter stor eftersøgning: Mand fundet livløs i vandet
Mand fundet død i Maribosøerne
DMI udsender varsel
Kommune hjemsender omstridt centerchef
Efter 69 år: Vil rive gigantisk vartegn ned