A-kasser om akutpakke: Nu skal den have gas
Nu skal der fuld skrue på beskæftigelsesindsatsen, og så må man ellers holde øje med, om akutpakken virker, bagefter.
Sådan lyder meldingen fra A-kassernes Samvirkes formand, Verner Sand Kirk, der afviser at præcisere succeskriteriet med den akutpakke, som beskæftigelsesminister Mette Frederiksen (S) har præsenteret fredag.
- Det handler om at give den fuld skrue, og så må vi overvåge og se, om det virker, siger Verner Sand Kirk.
Efter et to timer langt møde med arbejdsgivere, lønmodtagere, kommuner og a-kasser har beskæftigelsesministeren nu forhandlet den akutte aftale på plads, som skal hjælpe de danskere, der risikerer at falde ud af dagpengesystemet ved årsskiftet.
332 millioner kroner er sat af til at redde de berørte danskere gennem blandt andet øget jobrotation og straks-samtaler, der skal afklare, hvordan den ledige kan komme videre på vejen mod et job.
Verner Sand Kirk afviser, at 332 millioner kroner er mange penge at bruge, når man ikke har et konkret mål om, hvor mange mennesker akutpakken skal redde.
- Det er ikke mange penge at bruge. Og nogle af pengene erstatter andre penge, siger han.
- Der har været et for dårligt samarbejde mellem jobcentre, a-kasser og beskæftigelsesregionerne. Og der har også været et for dårligt medspil fra arbejdsgivernes side. Derfor er det vældig godt at få det fintunet.
Den første del af indsatsen for de ledige bliver allerede skudt i gang i næste uge, hvor a-kasserne går i gang med at indkalde de mennesker, der risikerer at miste deres dagpenge fra nytår.
Akutpakkens parter erkender dog, at den nye aftale ikke alene kan løse hele udfordringen med dagpengeperiodens udløb.
- Jeg bliver nødt til at indskærpe, at den her akutpakke, den er god, og den har det rigtige ambitionsniveau. Men vi kan ingenting, hvis ikke alle rykker sammen om en fælles indsats, sagde Mette Frederiksen, der ligeledes ikke kan sætte tal på effekten af pakken.
/ritzau/
Seneste artikler
- Jeg kan jo sige tak til René tusind gange, men der findes ikke ord for det
Par åbner Æblets Dag
Da tipsklubben skulle på ferie, klappede fælden for kasserer
Skoleelever hyldet af byrådsmedlemmer
Russisk tv viser video fra helikopter-drama ud for Gedser
Mest læste artikler
Brand i sukkerfabrik
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Stjal 450.000 fra gymnastikfolk og tipsklub
Dramatisk: Traktor på afveje påkørte biler og ramte hus
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde