A-kasser om V's private jobcentre: Pas på regningen
Venstre præsenterede fredag et nyt beskæftigelsesforslag, der skal give jobcentrene konkurrence fra det private jobformidlere.
Og det forslag får umiddelbart en varm modtagelse hos direktøren for landets a-kasser i AK-Samvirke, Verner Sand Kirk.
- Jeg tror ikke, at der er nogen i den verden, hvor jeg færdes, der har noget problem med, at der er flere, der formidler job. I dag må du også gerne søge rådgivning såvel i din a-kasse som i jobcentret, som ikke på nogen måde er en del af aktiveringsindsatsen.
- Så det med at have flere spillere på banen, kan jeg overhovedet ikke se noget problem i, siger Verner Sand Kirk
Venstres forslag indeholder en økonomisk præmie til de private virksomheder, der formår at finde job til en arbejdssøgende.
I forslaget nævner partiet fagforeningen Dansk Metal som det gode eksempel. Siden januar har Dansk Metals a-kasse hjulpet over 1300 medlemmer i job - dog uden at få penge for det af staten. Men det kan de fremover få med Venstres forslag.
Og netop aflønningen af de private jobformidlere giver Verner Sand Kirk giver rynker i panden.
- Man skal tænke meget over, om man ikke risikerer at generere udgifter, der langt overgår dem, vi har i forvejen, siger han og henviser til, at der årligt er mellem 500.000 og 700.000 jobbesættelser hvert år i Danmark.
- Du kan godt se, at hvis der - sagt lidt frimodigt - skal være mellemhandler-avancer på alle jobbesættelser, så kan det gå hen og blive drabeligt dyrt. Der må være en eller anden afgrænsning af, hvem det gælder for.
Direktøren understreger dog, at han endnu ikke kender til alle detaljerne i Venstres forslag.
Der er 153.000 arbejdsløse i Danmark.
/ritzau/
Seneste artikler
Tiltalt for flerårigt overgreb på plejedatter: Voldtog og truede hende på livet
Truet af lukning: Nu er der nyt om biografen
50 liter narko i BMW’en: Tysk par får fængsel og udvises
Langholt slår igen mod tilsyn: Uenig i afgørelse
Købte dyre ejendomme og leasede luksusbiler: Derfor mister bosted sin godkendelse
Mest læste artikler
Mand fundet død i Maribosøerne
DMI udsender varsel
Kommune hjemsender omstridt centerchef
Efter 69 år: Vil rive gigantisk vartegn ned
Clara åbner ny kaffebar: Farens død lærte hende vigtig lektie