Danmark sender et signal om støtte og anerkendelse til det palæstinensiske selvstyre ved at opgradere palæstinensernes diplomatiske status.
- Regeringen ønsker at anerkende de gode fremskridt, der finder sted for at reformere det palæstinensiske samfund og udtrykke vores fortsatte støtte til den palæstinensiske ledelses bestræbelser på statsopbygning, siger statsminister Lars Løkke Rasmussen (V).
Hidtil har palæstinenserne haft en repræsentation i Danmark, nu har de en mission.
Meldingen kom på et pressemøde med Løkke og præsidenten for det palæstinensiske selvstyre, Mahmoud Abbas, der tirsdag og onsdag er på besøg i København
Løkke påpeger, at de seneste udviklinger i regionen understreger vigtigheden af, at begge sider gør fremskridt i fredsprocessen.
- Derfor sender vi også dette signal til israelerne og opfordrer dem til at undgå skridt, der underminerer fredsbestræbelserne, siger han.
Peter Seeberg, der er leder af Center for Mellemøststudier på Syddansk Universitet, siger, at Danmark med den diplomatiske opgradering sender et signal om velvilje over for det palæstinensiske selvstyre.
- Signalet er væsentligt, fordi det ikke kun er Danmark. Flere europæiske lande har gjort det samme, så det får mere vægt på den måde, siger Peter Seeberg.
Senest har Storbritannien mandag opgraderet palæstinensernes diplomatiske status, og flere andre europæiske lande har taget tilsvarende skridt.
Udenrigsminister Lene Espersen (K) understreger, at Danmark endnu ikke overvejer en anerkendelse af Palæstina som stat - noget som en række latinamerikanske lande har gjort.
EU har erklæret sig parat til at tage det skridt "på et passende tidspunkt, baseret på en vurdering af, hvordan anerkendelse kan bidrage til forhandlingerne og to-statsløsningen", siger Lene Espersen i en pressemeddelelse.
/ritzau/
Seneste artikler
50 liter narko i BMW’en: Tysk par får fængsel og udvises
Langholt slår igen mod tilsyn: Uenig i afgørelse
Købte dyre ejendomme og leasede luksusbiler: Derfor mister bosted sin godkendelse
Efter brandulykke: Sådan skal de ansatte hjælpes videre
Efter redegørelse: - Det kunne jeg have fundet på nettet
Mest læste artikler
Efter stor eftersøgning: Mand fundet livløs i vandet
Mand fundet død i Maribosøerne
DMI udsender varsel
Kommune hjemsender omstridt centerchef
Efter 69 år: Vil rive gigantisk vartegn ned