Ældre Sagen slår hjemmehjælpsalarm

Der skal tænkes i nye baner og måder at gøre tingene på. Det mener i hvert fald Ældre Sagen, der er kommet med et forslag om at nedsætte en såkaldt hjemmehjælpskommission.

Kommissionen skal kigge på, hvordan hjemmehjælpen kan udvikles i en retning, der imødekommer de behov, det stigende antal ældre kræver.

Direktør for Ældre Sagen, Bjarne Hastrup, ser gerne, at der sker øjeblikkelig handling.

- Hjemmehjælpen skal gennemgås fra ende til anden og have sin egen 2020-plan, siger han.

Og ifølge socialminister Benedikte Kiærs (K) er Ældre Sagens råb om hjælp trængt igennem murene på Christiansborg.

- Det er en helt naturlig fortsættelse af det arbejde, vi allerede har med ældrekommissionen, så det er jeg overhovedet ikke afvisende overfor. Det kunne være spændende at arbejde videre med, siger hun.

Antallet af ældre i Danmark er stigende, hvilket samtidig betyder, at flere ældre bor eget hjem. Særligt de ressourcekrævende personer over 80 år fylder mere og mere i den statistik.

Det giver et øget pres på hjemmehjælpen, der ifølge Bjarne Hastrup ikke er i stand til at løfte opgaven på en human måde - sådan som tingene er nu.

- I mange kommuner sejler hjemmehjælpen, fordi der er skåret så kraftigt ned. I 48 procent af kommunerne er der skåret så meget på for eksempel rengøringen, at det kun bliver gjort hver tredje uge, siger han.

SF's ældreordfører Astrid Krag mener, at socialministeren løber for ansvaret ved at henvise til en nedsat ældrekommission i en sag om hjemmehjælp.

- Vi behøver ingen eksperter eller kommissioner for at vide at de forringede vilkår for vores ældre er en direkte konsekvens af den nulvækst, som regeringen har presset ned over kommunerne.

- En ny regering med SF vil stå ved sit ansvar og sørge for at pengene følger med når antallet af ældre med behov for hjælp vokser, siger Astrid Krag.

Ifølge socialordfører Martin Henriksen støtter Dansk Folkeparti Ældre Sagens forslag om en hjemmehjælpskommission.

/ritzau/

Ældre Sagen vil ikke finde sig i, at hjemmehjælpen ikke er gearet til fremtidens stigende antal svage ældre.

Offentliggjort Sidst opdateret