Ældre tilbydes tjek for tarmkræft

Alle danskere mellem 50 og 75 år får fremover tilbud om at blive screenet for tyk- og endetarmskræft.

Det er et af resultaterne af den kræftplan - den tredje på 10 år - som regeringen har aftalt med Dansk Folkeparti og Kristendemokraterne.

Aftalen er en del af forhandlingerne om næste års finanslov, og den sender de kommende fire år ekstra 810 millioner kroner til området.

Herefter tilføres kræftområdet samlet en halv milliard kroner årligt.

- Det er historisk, at alle mellem 50 og 75 nu får tilbudt en screening for tarmkræft. Det er der, vi har mulighed for en kæmpe forbedring af overlevelsen, siger sundhedsminister Bertel Haarder (V).

I perioden fra 2000 til 2008 er der sket et fald i kræftdødeligheden på godt syv procent.

Bertel Haarder forventer, at den nye kræftplan "i hvert fald" vil bringe det tal op over 10 procent.

Det ventes, at mindst 150 flere danskere årligt vil overleve deres kræftsygdom som følge af screeningen.

Samtidig er der aftalt en såkaldt diagnostisk pakke, som skal sikre, at patienter med uklare kræftsymptomer får et hurtigere resultat.

Der afsættes også penge til flere hospicepladser og efterbehandling af kræftpatienterne.

Dansk Folkepartis gruppeformand, Kristian Thulesen Dahl, kalder aftalen for et nyt skridt i retning af at få behandlet kræftpatienter tidligere og hurtigere og få sat folk i behandling.

- Det har været afgørende at få hjulpet patienterne igennem et bedre forløb og give dem en større tro på, at de kan komme tilbage og blive aktive mennesker - også efter deres kræftsygdom og behandling, siger han.

Kristendemokraternes Per Ørum Jørgensen, der har gjort det til et hovedkrav, at der kom flere hospicepladser, er tilfreds med, at antallet i 2014 nu kommer op på 250.

/ritzau/

Ny kræftplan skal årligt redde mindst 150 danskere, der ellers ville dø af tarmkræft. Samtidig oprettes flere pladser på hospicer til uhelbredeligt syge.

Offentliggjort Sidst opdateret