Ældreminister vil tage særlig godt imod udenlandsk sundhedspersonale

Ældreminister Mette Kierkgaard vil gerne have flere indere og filippinere til Danmark for at arbejde som sosu'er. (Arkivfoto). Foto: Ida Marie Odgaard/Ritzau Scanpix

Regering vil hente flere udlændinge til for at arbejde i ældreplejen, da det ellers kan gå ud over kvaliteten. Men det er kun en del af løsningen, lyder det.

Offentliggjort

Det er et af samfundets største og mest velkendte problemer. Men det kniber fortsat med at finde en løsning på, at Danmark kommer til at mangle plejepersonale i sundhedsvæsenet.

Derfor vil regeringen tage særlig godt imod social- og sundhedsassistenter fra Indien og Filippinerne, som der tidligere er lavet en politisk aftale om.

Det skriver Ældreministeriet i en pressemeddelelse, som indeholder en fremskrivning, der viser, at Danmark allerede om ti år kan mangle op mod 15.000 social- og sundhedsassistenter.

- Det er helt afgørende, at vi finder en ny måde at arbejde med succesfuld modtagelse og integration på det danske arbejdsmarked, siger ældreminister Mette Kierkgaard (M).

Det betyder, at danske plejehjem og hjemmeplejen skal gøres klar til at ansætte sundheds- og omsorgsmedarbejdere fra Indien og Filippinerne.

Det sker, efter at regeringen har besluttet at indgå partnerskaber med Indien og Filippinerne om uddannelse og rekruttering.

En arbejdsgruppe skal udvikle en modtagelsespakke. Den vil blandt andet omfatte et sprogforløb i udlandet for at sikre et tilstrækkeligt dansk.

Det skal understøtte, at medarbejderne får job, lærer sproget og bliver taget godt imod. Samtidig er en god integration i lokalsamfundet vigtig ifølge ministeren.

- Udfordringen i ældreplejen er nemlig ikke kun at tiltrække medarbejdere, men også at fastholde dem. Det skal vi lykkes bedre med, så vi også i fremtiden kan tilbyde vores ældre en ordentlig pleje, siger Mette Kierkgaard.

Det har hjulpet i andre lande - som Island og Tyskland - at filippinske sygeplejersker er kommet til landet.

Arbejdsgruppen, der skal forberede modtagelsen af den udenlandske arbejdskraft, består af udvalgte kommuner, regioner, KL og Danske Regioner samt en række ministerier.

I 2024 blev der indgået en politisk aftale om, at op mod 1000 social- og sundhedshjælpere skal rekrutteres fra tredjelande, som er lande uden for EU.

Aftalen er blevet kritiseret, blandt andet fordi Danmark har langt bedre dækning af sundhedspersonale end Indien og Filippinerne, som har mangel på sygeplejersker.

Senest i december skal der laves aftaler med kommunerne og regionerne for at sikre en god modtagelse.

- For eksempel med bolig, hjælp til at søge job til ægtefællen, skole- og dagtilbud til børnene og til at lære den danske kultur at kende, siger Aarhus-borgmester Anders Winnerskjold (S), der er formand for KL's Sundheds- og Ældreudvalg.

At tiltrække flere er en del af løsningen, men langt fra en fuldstændig løsning ifølge sundhedsøkonom Jes Søgaard fra Syddansk Universitet.

- Der er ingen løsninger på det her, som alene løser problemet. Det bliver mange delelementer, og det her er måske syv procent af løsningen, hvis det lykkes.

- Lad os krydse fingre, og så skal man gøre andet som arbejdskraftbesparende teknologi og at lokke flere til uddannelserne, siger han.

Han foreslår, at Danmark investerer i sundhedsvæsenet i de to lande for at afhjælpe problemerne, hvis der søges mod Danmark for at arbejde.

/ritzau/

Mangel på sundhedspersonale i Indien og Filipinerne

* Danmark har en dækning på lidt mere end fire læger og ti sygeplejersker og jordemødre per 1.000 indbyggere.

* I Indien og Filippinerne har man lige omkring én læge per 1.000 indbyggere.

* I Indien har man knap to sygeplejersker og jordemødre per 1.000 indbyggere.

* I Filippinerne har man knap fem sygeplejersker og jordemødre per 1.000 indbyggere.

Kilde: Verdensbanken.

/ritzau/

Køb et abonnement og få adgang

Allerede abonnent? Log ind her

Digital-abonnement

  • Dagens avis hver dag som e-avis
  • Adgang til alle artikler på folketidende.dk
  • Adgang til arkivet (1873-nu)
  • Adgang til FolketidendePlay
  • Lås op for Folketidende Fordele
Få adgang nu