Mandagens traditionsrige og langstrakte afslutningsdebat var den sidste af sin slags inden et folketingsvalg. Men der var alligevel ingen dyre valgløfter fra regeringen.
For om under to uger skal danskerne til folkeafstemning om det danske EU-forsvarsforbehold.
Og det var netop det, stort set alle partilederne indledte deres taler med, da de en efter en mandagen igennem trådte op på talerstolen.
Statsminister Mette Frederiksen (S) indledte debatten med at appellere til, at danskerne stemmer ja til at afskaffe forbeholdet 1. juni.
- For mig at se er der ingen tvivl. Det vil gavne Danmark. Give os flere muligheder. Styrke vores sikkerhed. Når verden forandrer sig, kan vi ikke bare blive stående. Derfor anbefaler jeg helhjertet et ja 1. juni, sagde hun.
Det er dog ikke længe siden, at regeringspartiet mente, at forsvarsforbeholdet skulle bestå. Forhenværende forsvarsminister Trine Bramsen (S) har endda selv talt om frygten for en EU-hær tilbage i 2020.
Fra talerstolen afviste Mette Frederiksen dog meget klart, at der kommer en EU-hær. Hun slog fast, at det også fremover kun er danske politikere, som kan sende danske soldater i krig.
Den 6. marts indgik Folketingets fem såkaldte magtpartier - Socialdemokratiet, Venstre, De Konservative, De Radikale og SF - en aftale om at hæve forsvarsbudgettet til to procent af bnp frem mod 2033.
Samtidig blev de enige om, at danskerne skulle til folkeafstemning. Alle går de ind for et ja til at afskaffe forbeholdet, og det fik alle fem partiledere tydeligt pointeret.
Venstres formand, Jakob Ellemann-Jensen, indledte ligesom Mette Frederiksen med at tale om krigen i Ukraine og forsvarsforbeholdet.
- For mig handler det om, hvad det er for et land, Danmark ønsker at være. Skal Danmark stå sammen med den andre lande, eller skal vi overlade det til de andre og stå udenfor? Jeg er ikke i tvivl, sagde han.
Men herfra ophørte enigheden også, og det blev tydeligt, at der venter et folketingsvalg forude.
Inden for et år er det sikkert, at statsministeren har trykket på valgknappen.
Særligt Jakob Ellemann-Jensen positionerede sig i forhold Mette Frederiksen, som han mener mangler ansvarlighed i sin økonomiske politik.
- Nu er verdensøkonomien udfordret, priserne stiger, og det understreger behovet for at tage ansvar og passe på Danmarks økonomi. Hvis danskere viser Venstre den tillid ved folketingsvalget, så er det det, vi vil gøre, sagde han.
Fra talerstolen varslede Mette Frederiksen, at der vil være "historisk få penge til nye velfærdsforbedringer". Derfor vil det også være en stram 2030-plan, regeringen vil præsentere efter sommerferien, lød det.
Tirsdag går valgkampen forud for afstemningen om det danske forsvarsforbehold for alvor går i gang med ni mødefri dage.
I de dage behøver folketingsmedlemmerne ikke forholde sig til lovgivningsarbejde, men kan i stedet føre valgkamp.
Afslutningsdebatten skulle have været afholdt den 1. juni, men den blev flyttet, så den ikke faldt sammen med afstemningen.
/ritzau/
Seneste artikler
Underskud og låneoptag: Sådan endte byrådsmødet
Dagligvarebutik i nødråb
Efter rottealarm: Nu kan tvist ende i retssag
Stjal 450.000 fra gymnastikfolk og tipsklub
Grønt initiativ åbner i dag
Mest læste artikler
Brand i sukkerfabrik
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Dramatisk: Traktor på afveje påkørte biler og ramte hus
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde
Bostedet Langholt lukker