Aftale om social dumping er på plads
Regeringen har sammen med Enhedslisten indgået en aftale, der skal sikre en øget indsats mod social dumping. Det oplyser Beskæftigelsesministeriet.
Aftalen er forhandlet på plads i kanten af de samlede finanslovforhandlinger, der også ser ud til at ende med en aftale med Enhedslisten.
Beskæftigelsesminister Mette Frederiksen (S) og Enhedslisten offentliggør aftalen i ministeriet torsdag klokken 12.
Aftalen giver blandt andet Arbejdstilsynet lov til at udstede straksbøder til udenlandske firmaer, der ikke overholder dansk lov.
I sidste uge fortalte beskæftigelsesministeren, at regeringen ville fortsætte kampen mod udenlandske firmaer, der ikke overholder reglerne og derfor kan underbyde danske firmaer - såkaldt social dumping.
Hun ville således sætte øget fokus på blandt andet udenlandske byggefirmaer og rengøringsfirmaer samt vognmandsfirmaer, der kører ulovligt med gods i Danmark.
- Jeg vil understrege, at udenlandske virksomheder generelt er meget velkomne her i Danmark, sagde ministeren, og fortsatte:
- Men det har været alt for let for et mindretal at snyde med de danske regler. Dansk erhvervsliv skal ikke være genstand for unfair konkurrence fra dem, der ikke spiller efter reglerne.
Hos Enhedslisten glæder man sig over aftalen, der skal være med til at sikre flere arbejdspladser til danske lønmodtagere.
- Vi har jo tusindvis af danske bygningsarbejdere, der går arbejdsløse, fordi udenlandske virksomheder operer illegalt her i landet, siger Enhedslistens arbejdsmarkedsordfører, Finn Sørensen, til DR.
- Nu får Arbejdstilsynet et rigtig godt redskab til at give virksomheder en bøde i stedet, sådan at de kan lære det, siger han.
/ritzau/
Seneste artikler
Bent gør det ikke for priserne, men fik én alligevel
Guide til aktiviteter i efterårsferien
Omfattende strømafbrydelse ramte dele af Falster
Antallet af hjemløse stiger markant på Lolland
Løb efterårsferien ind med sørgebind
Mest læste artikler
Brand i sukkerfabrik
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Fundet livløs i rabatten: Cyklist fløjet til Rigshospitalet
Stjal 450.000 fra gymnastikfolk og tipsklub
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde